Freden
Et Digt, helliget Hendes Kongl. Majestæts
Et Digt, helliget Hendes Kongl. Majestæts
Dronning Juliane Maries
Dronning Juliane Maries
Fødselsdag 1792.
Fødselsdag 1792.
I fjerne Tid, i Livets Morgenrøde,
Da var du Fred! livsalig Førstegrøde
Af den Velsignelse, Alfader gav;
Da fra sin Trone han nedsaae til Jorden,
Saae: Alt var saare got, Alt yndig Orden
I Himlens Kreds, paa Jord, i Hav.
Hver Uskylds Daad fandt Løn i Sjælens Glæde,
Og Pligters Baand var yndig Blomsterkjæde,
Og hele Livets Røst, Algodheds Priis!
Med skjønt og tillidsfuldt uskyldigt Øie,
Saae Støvets Børn til dig, Du Evighøje!
Fra Jorden, deres Paradis.
Men dybt fra Nattens Skjød fra hine Huler,
Hvor Ondskab sig og blege Avind skjuler,
Opsvang sig Hovmods Aand, ved Avinds Bud.
Iil, sagde den, lær Støvets Søn at synde:
Tænd i hans Sjæl din uhældsvangre Brynde:
Siig: han kan vorde stor, som Gud!
Hans Aand, med Kraft og Iil til alt at prøve,
Lod sig af Hovmods Smiger-Røst bedøve,
Umættet Attraa greb hans hele Sjæl!
Fra Slægt til Slægt udbredtes Hovmods Lære;
Og Himlens Billed’ blev, for Gud at være
Af Avind, Had, og Anger Træl.
Med Spyd og Sværd, og med en konstig Torden,
Forjog man dig, o blide Fred, fra Jorden:
Og tvungen, medynksfuld forlod du den,
Nu Landet blev for trangt til Hovmods Ære,
Den tvinger Storm og Hav sit Navn at bære
Til Skræk i fjerne Lande hen.
Mod Brødre Sværdet Brødre sees at drage,
Og Mandens Blod udøst ved troløs Mage,
Og grusom Søn, døv mod Naturens Bud.
See Død og Rov og Grumhed allevegne,
Ved Sønnens Side sølvgraa Olding segne,
En Brudgom ved sin unge Brud!
Ei værgløs Uskyld, Armod ei beskytter
De fromme Hyrders fredelige Hytter,
Saa grum, som falsk er Hovmods Raseri;
Tyran, du skjælver selv bag trefold Mure,
Foruden trædske grumme Fiender lure:
Forinden boer Forræderi.
Vee dig! hvis Haand fremkalder Harpens Toner
Til Grumheds Priis, som paa Ruiner troner,
At kalde den for viis og stor og god,
Som Friheds Søn vil under Aaget tvinge,
Som agter Ret og Dyd og Brødre ringe,
Og kjøber Navn for andres Blod.
Hør, Enken, hør, den Faderløse græder,
See golde Marker, see nedbrudte Stæder!
Halvnøgne Krøbling! lad ham røre dig,
Skue væbnet Træl mod usle Landmand drage,
Tyrannen bød hans sidste Skjærv at tage
At lønne hin, og sikkre sig.
Jeg flyer med dig fra fæle Egn, Kamoene!
Til Fredens Lund i Ly af Oliegrene,
Opliv min Sang, du ynderige Fred!
Hvor du nedsteg, alt Folket Fyrsten kalder
Med Fadernavn, hans Old, den gyldne Alder,
Han kaldte dig fra Himlen ned.
Der Agermanden, fri fra Trældoms Lænker,
En haabfuld Udsæd dyrket Fure skjænker,
Og Fyrstens Dyd bag Harven er hans Sang,
Og naar han samler tunge Neg i Dynge,
Hans Møer Gud og Kongen Lovsang synge
Ved Leens fredelige Klang.
Og i det Skjød, hvorfra hans Velstand flyder,
Til Fødelandets Held sin Skat han yder,
Erkjendtlig Glæde brænder i hans Barm,
Sin Dont med Iver skal han Sønnen lære,
Opmuntre ham til Landets Værn at være,
Med freidigt Mod og vældig Arm.
Med Skibets Fart igjennem vilde Bølger
Det visse Haab til Held og Velstand følger,
Og fjerne Havne elske Landets Flag;
Dets Hæder skal hver Søemand hellig være,
Til Landets Tarv skal Kjøbmands Skib det bære,
Til Forsvar vaie det i Slag.
Her reiser Slot og Tempel kunstskjøn Tinde,
Her sætter Folket Fyrstens Dyd et Minde,
Her Penslens Trolddom skildrer Fædres Daad!
Her Lærdoms Søn med Lys sin Sjæl beriger;
Goddædighed! her ved dit Smil bortviger
Den nøgne Trang og Kummers Graad.
For Fyrstens Trone lyder Sandheds Mæle,
Dens Røst er skjøn for Fædre-Fyrsters Sjæle,
Tyrannens Hjerte bæver kun for den,
Til vældig Sang den Skaldens Sjæl opgløder,
Hans Sang med Folkets Stemme sammenstøder:
”Held Fyrsten! Fødelandets Ven!”
O Fødeland! mit hele Hjerte brænder;
Saa er dit Held, hvorhen jeg Øiet vender,
O føl, og grib, og nyt det, Danske Mand!
Hør det, hver stolt Europas Kongerige!
Hør Dansken fri, og glad og henrykt sige:
Jeg har! jeg har et Fædreland!
Skue danske Mand til fjerde Fredriks Minde,
Hist troner det paa dorisk Støttes Tinde,
For dig det Juliane satte hen;
For Fred bød fjerde Fredrik Sværd at drage,
Den førte han i Seierstog tilbage,
Hans Æt har kjærligt fredet den.
O Dronning! ei kan Retfærds Bøn neddrage
Fra Himlen større Held til Dine Dage,
Thi det Du har, er det, Du ønskte Dig;
Du seer med hellig, med en Moders Glæde
Din femte Fredriks Æt hans Fodspor træde,
Og Dansken glad og lykkelig.
Stort ofrede Din Søn i Dydens Tempel;
O Jordens Fyrsteslægt! følg hans Exempel
Ved Daad, og Himlen skal velsigne den!
Vel fandt han stort et Fyrstenavn at bære,
Men større Fyrstenavnet at undvære:
For Broder-Navn og Folke Ven!
Dit Hjertes Fred er Danmarks Held og Hæder,
O Dronning! ofte, fulgt af nye Glæder,
Din Fødselsdag gjenkomme dobbelt skjøn!
Nyd længe, i en signet Afkoms Vrimmel,
O Juliane! Forsmag paa den Himmel,
Som vorder Dine Dyders Løn.