Capelmester Schulzes Minde
høitideligholdt af hans Kunstbrødre
høitideligholdt af hans Kunstbrødre
1808
1808
Stiger, voxer, Klagers Lyd!
Schulz! for dig vor Taare rinde!
Helligt være os dit Minde,
Sangens Hæder, Venskabs Pryd!
Vise Fader! ved dit Bud
Rosen spirer, vorer, blegner,
Støvets Søn i Graven segner,
Herre! Dommer! Fader! Gud!
Choral.
Forgjæves Vemods Taare flyder,
Forgjæves er vor Klagerøst
Ei meer, o Schulé! din Harpe lyder,
Dens Velklang smelter ei vort Bryst.
Du Hjertets Sanger, fromme Ven!
Ei mange vare dine Dage,
Algodhed bød dig tidlig drage
Til Evighedens Egne hen.
Did, hvor et evigt Held os bier,
Forløst fra Dødeligheds Trang,
Med Seraphs høje Harmonier
Samlyder nu din Jubelsang.
O Schulé! i Dødens mørke Blund,
Vi skal ei din Velgjerning glemme,
Din Daad velsigner Enkens Stemme,
Og spæde Faderløses Mund.
Med stille Haab, med taalig Længsel,
Vi vente Dødens milde Bud
Han aabner kjærlig Tidens Fængsel,
Han fører os til Livet ud.
Fra Støvets tunge Lænker fri
Med Seraphs aldrig trætte Vinge
Vi til din Salighed os svinge,
Forklarte! da gjensamles vi.