Cantate til Kongens Fødselsdag
opført i Concerten paa det kongelige Gjethuus
opført i Concerten paa det kongelige Gjethuus
1786
1786
Første Afdeling.
Chor.
Verdeners Fader! du gode, du vise!
Saligheds Kilde! velgjørende Magt!
Dig skal vor Lovsang jublende prise:
Held er dit Bud, og Godhed din Pagt!
Recitativ.
Hvad vare vi
Foruden dine Godheds Straaler?
Fra dig er Livet,
Og dets Fryd.
Ved dig den blide Vaar
Omkring sin Tinding flætter
En Blomsterkrands,
Til Lyst og haabfuld Frugt.
Du løser Frostens Baand for Bækken,
Dens Bølge flyder klar, og qvæger
Den Vandrende, som hviler ved dens Bred. —
Naturens Røst, det er din Hymne!
Dog svagt den nynner om din Godhed! –
For Støv ufattelig,
Du eene kjender dig!
Som i en Haand en Draabe,
Er dig det vide Ocean.
Ei maale vi din Godheds Svælg,
Almægtige!
Vi nyde og tilbede;
Thi hvor vort Øie skuer,
Er Glands og Majestæt.
Hvor stor og god vor Gud!
Chor.
Verdeners Fader! du gode, du vise!
Saligheds Kilde! velgjørende Magt!
Dig skal vor Lovsang jublende prise!
Held er dit Bud, og Godhed din Pagt!
Recitativ.
Paa denne Dag,
Med hellig Ærefrygt,
Nedknæle Landets Børn, og bede
For Nordens Christian, dets Fader og dets Ven!
Alfader! fra din Haand
Er Kongens Vælde;
Til Millioners Vel han Kronen fik:
Did sigte hver hans Daad! —
Og hver hans Id!
Velsigne dem for os med Held, for ham med Glæde! –
Ved dig faae Troner Glands,
Som uden dig forsvinde! —
O! vigtigt er dens Kald,
Thi hvem du Magten gav
For Millioners Vel at fremme!
Thi Qval og sildig Nag
Bag Gravens dunkle Bred
Med Hevn Tyrannen skal modtage,
Og Lysters feige Træl,
Skjøndt Diadem han bar —
Hvert Suk har Himlen hørt
Fra de Fortrængtes Læbe –
Hver skjændig Daad, til Nat og Mulm betroet,
Er seet af Lysets Gud,
Thi hvad er Nat for ham?
Arie.
Han, som Solens Straaler byder
At udbrede Dag og Lyst,
Han almægtig gjennembryder
Mørket om sin Skabnings Bryst:
Fjeldet aabnes for hans Øie,
Hvor han seer, er klare Dag;
Han beskuer fra det Høie
Dydens Ven med Velbehag.
Recitativ.
Han seer til Folkets Ven,
Hvis Kongesjæl erkjender:
At han befæster Tromers Magt,
Og ved sin Vældes Arm
Bortvender Nød og Farer
Langt fra hans glade Rigers Grændse.
Arie.
Fra Landet vige Nød og Farer,
Det haabe vi af Godheds Aand.
Men selv i Fare
Skal os bevare
Hans Almagts Arm, hans Visdoms Haand.
Recitativ.
Selv Kongen knæler ned,
Og beder Godheds Giver
Om Held – ei blot for sig;
Men for sit Folk og Land.
Chor.
Hør, Kongers Gud, de Suk, som stige
Fra Kongens Hjerte for sit Land.
Din Almagt værne for hans Rige,
Som Folkets Fader styre han!
Hør, Godheds Fader, Folkets Stemme!
Gyd salig Glæde i hans Bryst.
O! lad ham ved hver Daad fornemme,
At han er din og Folkets Lyst,
Anden Afdeling.
Hør, Landets Fader, Trældoms Klage!
Hør! ak! den haaber Trøst af dig!
Smil mod dens mørke tunge Dage!
O gjør den glad og lykkelig!
Mod Jorden Trældomsaaget bøier
Din fromme Søn – din Agermand
Med Suk – med Graad – han Furen pløjer,
Og kummerfuld indhøster han.
Hør, Landets Fader, Trældoms Klage!
Hør! ak! den haaber Trøst af dig!
Sin Søn, sin førstefødte Spæde,
Modtager han med Vemods Graad.
O Fader! bryd hans tunge Kjæde,
Og Gud velsigne skal din Daad!
Hør, Landets Fader, Trældoms Klage!
Hør! ak! den haaber Trøst af dig!
Recitativ.
Han bryder den. See Haabets Morgenrøde,
Den straaler alt,
Sig Friheds Stemme hæver
Fra Hyttens frelste Søn,
Og Stemmen vorer til,
Og Kummer svinder hen, som Dug for Solens Ild,
1.
2.
1. 2.
Duo.
O see den Fryd, som herligt smiler!
.- Uvante Syn ei taaler den.
Vort Haab, vort Held paa Kongen hviler.
Vort Haab, o han er Friheds Ven!
See Kummer flyer og Trældoms Plage.
Flyer? — tør min Sjæl – sin Glæde smage,
Hæv dig til Haab
— 2. Svagt er mit Bryst
End frygter du? —
2. Hver uvant Lyst.
Haab dæmper Kummer, qvæger Smerter,
Jeg seer dets Smiil, men frygter mig.
Men Haabet styrke Svages Hjerter,
At de til Glæden hæve sig. –
Chor,
Glæder smile,
Klager hvile,
Haabets Straaler bryde frem.
Frihed pryder,
Christian fremkaldte dem.
Tredie Afdeling.
Recitativ.
Naar Kongen holder Dom,
Da zittrer ned i Støv
Den Onde! bleg og taus,
Fordømt af eget Hjerte! –
Lig Gud, han Ondskab strængt bør dømme,
Men skaane, lig ham, hvor han kan.
Da viis Retfærdighed
Til Skaansel Haanden rækker;
Thi Billighed afsiger Dom!
Kun Hævnens tunge Haand
Paa Lastens Isse faldt!
Den selv til Hevn fremkaldte Straffen.
Arie.
Solen lig, hvis Straaler sprede
Lys og Varme, hvor de naae,
Christian udbreder Glæde,
Haab og Mod i mindste Vraa. –
Skal han end, som Dommer, kalde
Straffen frem til Uskylds Fred;
See hans Medynks Taarer falde
Paa den tvungne Dødødom ned!
Men naar han med Hæder lønner
Flid, og Mod, og Visdoms Sønner,
Har hans Sjæl sin Salighed. —
Recitativ.
See fra din Trone ned!
Sku Folkets Fryd – dit Værk – din Løn
Dets Tak – o Fader!
Dit Riges Vel er dit – er dit —
Arie,
Hvor svulmer det frydsvangre Bryst!
Og aandløs og bævende stiger
Dets Tak til den stammende Læbe,
Som stræber at skabe den Lyd!
Nu stiger dens Kraft – nu bryder den frem!
Christian leve – med Held du os byde,
Du raader, som Fader, og glade vi lyde.
Da lever for os, vi leve for dig,
Hvad Glæde, hvad Held er denne vel lig?
Chor.
Nordens Christian leve, leve!
Vor Afkom see dit sølvgraae Haar! —
Recitativ.
Ja Folk, din Held er Kongens Storhed,
Ham flyer den blege Nød,
Han dæmper Kummers Klage,
Han bryder Trældoms Lænker,
Han vækker Mod og Friheds Aand —
Og Kjærlighed til Fødelandet!
Hæv dig, o! Tvillingfolk
Til sand og herlig Fryd! –
Viisdoms Hæder,
Dydens Glæder, —
Helligholde denne Dag, /
Landets Sønner
Glade skjønner
Himlens lyse Velbehag.
Høit den glade Røst sig hæve:
Konge, Fader, Christian leve!
Og din Afkoms Trone bæve
Først paa Jordens sidste Dag!
Solo.
Kjækheds muntre Sønner følge
Held paa Land og Held paa Bølge,
Mod til sidste Aandedrag:
Klogskab Kjækhed Veien lære:
Fiender frygte, Venner ære
Da paa Kampens store Dag,
Danmarks Banner og dets Flag!
Viisdoms Hæder,
Helligholde denne Dag.
Glade skjønner
Himlens lyse Velbehag.
Under Klage
Taarefulde svunde hen!
Dybt nedbøiet
Søgte Øiet
Ak forgjeves om en Pen!
Under Trældoms tunge Plage
Svunde mange Dage hen!
Haabet dæmper
Trældoms Klage,
Christian har lettet den, —
Chor.
Viisdoms Hæder,
Dydens Glæder,
Helligholde denne Dag.
Landets Sønner
Glade skjønner
Himlens lyse Velbehag.
Duo.
1. 2. Mellem Oliegrene flætte
Ceres sine Gaver med
Flid berige, Arbeid mætte
Manden i sit Ansigts Sved,
Danmarks gyldne Sletter yde
Brød til Norges frie Mand:
Og af Fjeldets Skat han byde
Vederlag med Broderhaand!
Haand i Haand til Held og Hædev
Gaae de Dyds og Viisdoms Fjed,
Broderlig de dele Glæder,
Glade Fredens Salighed. —
Chor.
Viisdoms Hæder,
Dydens Glæder,
Helligholde denne Dag!
Landets Sønner
Glade skjønner
Himlens lyse Velbehag!
Konge, Fader, Christian leve!
Og din Afkoms Trone bæve
Først paa Jordens sidste Dag!