Naar Kunst og Hjerte Strengen røre,
Da maler du med Trolddoms Lyd,
O Strængeleeg! for agtsømt Øre,
Nu stille Sorg, nu ædel Fryd.
Hvor skjønt, naar med din Harmonie
Melodisk Sangen stemmer i!
Et færdigt Kunstnernavn at vinde,
Den Roes er ei mit Hjerte skjøn,
O rører jeg kun en Veninde,
Det er min allerbedste Løn,
Naar hun med dine Strænges Klang
Istemmer Hjertets skjønne Sang.
Jeg vil i dine Strænge spøge,
Hvergang mit Hjerte fryder sig,
Dig i min Sorg fortrolig søge,
Og eensom finde Trøst hos dig.
Da skal mit Hjerte signe den,
Som skjænkte dig; han er min Ven.