Første Afdeling.
Chor.
Klag, o Sandhed! for din Ven,
Ondskabs Magt ham tog af Dage!
Han for dig gik uden Klage
Taalig til sin Marter hen!
Sandhed! du har tabt din Ven!
Ingen er, som han igjen! –
Mild, uskyldig, ædel, fri,
Leed han for det Ord, han lærte;
Talte til det knuste Hjerte,
Trøstens Himmel-Melodie.
Midnat hør vor Angestklage!
Ak de toge ham af Dage,
Vort Exempel, Lærer, Ven,
Ingen er, som han igjen!
Johannes.
O, hvi bortjog du, Røst af Kummer,
Mit Hjertes Salighed,
Den Himmelfryd, jeg nød i Søvnen!
Dog aldrig gøgle Drømmes Trolddom
Saa lyst, saa herligt!
Min Drøm er Sandhed!
Jehovah Elohim har talet til mig.
Jeg saae en Himmel
Klar, som Lysets første Dag!
En Jord, nys færdig ved sin Skabers Bliv!
Han træder frem, min Jesus træder frem
Med meer end Tabors Herlighed omgivet!
Hans Syn er Livet, Himlen er hans Røst!
”Kom elskede, kom atter til mit Bryst,
”Jeg er Opstandelsen og Livet!”
En Røst, som Levi’s fulde Harmoni,
Gik ud til alle Jordens Egne:
”Børn af een Fader!
”Elsker Sandhed!
”Elsker hinanden som Brødre.”
Foreeen, du milde Sandheds Aand,
Foreen hvert Folk, din Vei at finde,
Dit Lys i deres Sjæl oprinde;
Een Gud, eet Haab, eet Broderbaand.
Min Jesu, da din milde Lære
Skal alle Slægters Lærdom være,
Da Kjærlighed skal Seier vinde,
Og Alle vandre Haand i Haand!
Kaifas.
Fly Søvn fra mine trætte Øienlaage!
Langt mere rædselfuld end vaagen Angest.
Hvi kom du, Aaron, til min Sjæl i Drømme?
Hvi bøjede en Hvirvel Offerluen,
Og fyldte Templets Helligdom med Damp?
Blod er paa Aarons Brystspan! sagde Stemmen,
Uskyldigt Blod!
Jehovah kræver det af dine Hænder!
Med Dødens hule Stønnen aabnes Østens Port,
En anden Stemme lød lig Vandets Brusen;
Deres Hænder ere fulde af Blod!
Lader os gaae herfra! –
Hvad har jeg gjort?
Var Jesus ei en Drømmer, en Oprører?
Hvad stort frembragte Nazareth?
Han er ei meer: – —
See vi forgaae: alt Kjød er Hø,
Dets Skjønhed er som Markens Blomster!
En Stormvind bruser, og dets Sted ei kjendes meer!
Jehovah! naar din Straale slaaer et Gravsted,
Den slaaer et livløst Støv –
Men hvilket Lyn oplyser Graven?
Hvad Helved-Stemme raaber inden i mig:
Du skal ei døe!
I Bjerge, skjuler mig
For ham, for ham, som dømmer mig og Jorden!
Med Klarhed omgivet han kommer,
Al Jordens retfærdige Dommer!
Hans Øjesyn Frækhed nedslaaer!
Jeg blottet og bævende staaer!
O, vee mig! i hvor jeg mig vender!
See Himmelen over mig brænder!
See under mig Jorden forgaaer!
Chor.
Klag, o Sandhed! for din Ven,
Ondskabs Magt ham tog af Dage!
Han for dig gik uden Klage
Taalig til sin Marter hen!
Sandhed! du har tabt din Ven!
Ingen er, som han igjen! —
Mild, uskyldig, ædel, fri,
Leed han for det Ord han lærte;
Talte til det knuste Hjerte,
Trøstens Himmel-Melodie.
Midnat, hør vor Angestklage!
Ak! de toge ham af Dage,
Vort Exempel, Lærer, Ven.
Ingen er, som han igjen!
Anden Afdeling.
Vagten ved Graven. Centurio.
En af Vagten.
Zeus! hvilken rædselssvanger Nat
Paa den forunderligste Dag!
Var han uskyldig – o det troer mit Hjerte!
Hvad Blodskyld over dig! Judæa!
O Zeus! hvis du er mægtig, er retfærdig,
Hvi taaler du, at Uskyld dræbes?
Seer du ei Palæstina fra Olympen!
Centurio.
Ven! Nat omgiver den Alvises Lønraad,
Han Tidens Søn til Kundskab leder
Igjennem Labyrinther;
Og denne føler, skuer ei hans Haand.
Alherskeren
Bød Lidelser at vorde Lærdom!
Skjult er hans Raad med denne Nazaræer.
Men Retfærds Trone rokker ikke Tiden!
Og intet Mulm kan evig skjule Sandhed.
En af Vagten.
Hvor Natten vorer! Mulmet tynger
Mit angestklemte Bryst.
Er det et Uvejrs Fødselsstund?
Centurio; hør Legions Basunen!
Vaager op Commilitoner!
Til Værge! til Værge!
Engelen.
Han! som var død – lever!
Chor af Engle.
Halleluja! han lever!
Hans Vink, som Jord og Himmel fryder,
Som viden Hav har Grændser sat,
Hans Vink og Dødens Lænker bryder,
Det byder Lys i Gravens Nat;
De Levendes umaalte Kjæde
Er Haab, Lyksalighed og Glæde;
Da Almagts Stemme sagde: bliv!
Da bød den evigt Liv.
Chor.
Halleluja! Almagtens Bliv
Er evigt Liv!
Halleluja!
Vagten, som vaagner af Dvale.
Hvilken Jubel gjenkalder til Liv?
Stenen er væltet fra Graven!
Guder! den er opfyldt med Klarhed!
Lader os flye.
Chor af Hyrder.
Hil være dig signede Dag!
Du Mulmet fordriver!
Al Jorden opliver!
See Østen i Purpur og Guld!
See Duggens mildqvægende Draaber
Paa Græsset, og Lammenes Uld!
Lovpriser Israels Gud!
Han Solen bød ypperst at være
Blant Stjerners utallige Hære.
I Brudgommens Pryd gaaer den ud,
Som Kæmper ved Banen sig glæder,
Fra Østen til Vesten sin Klarhed udbreder.
Lovpriser Israels Gud!
De tre Qvinder ved Graven.
Det sidste Venskab vi dig yder;
Det yde vi dit kolde Liig!
Din milde Røst ei mere lyder;
Ak! Dødens Midnat fængsler dig!
Saa god og viis, dit Kald saa værdig!
Din Idræt var at gjøre vel.
Dit Liv, o Jesus, og din Lære,
Vort Mønster, Trøst og Tillid være!
Dit Minde evigt i vor Sjæl!
En Engel.
Hvo søger Levende blandt Døde?
Han er ej her – han lever.
Himlens Røst mig gjennembæver,
Jubler! Jesus, Jesus! lever!
Hæv dig Sjæl til Livets Gud!
Gud! du vakte ham til Ære!
Jesu milde, lyse Lære
Bredes over Jorden ud!
Klar skal Sandheds Fakkel brænde!
Jordens Slægter skulle kjende
Dig, du eene sande Gud!
Chor.
Død, hvor er din Braad?
Helvede, hvor er din Seier?
Lovet være Gud!
Han gav os Seier
Ved Jesum!
Choral.
See Vaaren fryder alt, hvad lever,
Den Vintrens tunge Lænker brød;
Sit hvide Hoved Lilien hæver
Fornyet op fra Jordens Skjød;
Den mild og venlig vinker mig:
Fryd dig! du er udødelig.
Fra tunge Svøb sig Ormen svinger
O Sol ved dine Straalers Magt;
Gud pryder nu dens lette Vinger
Med Vaarens mangefarvet Pragt!
Den let og munter vinker mig:
Fryd dig! du er udødelig!
Gud har mig Kundskabs Attraa givet,
Mit Ønske her jeg ei opnaaer;
Held mig, det spaaer mig vist, at Livet
Langt over Gravens Grændse naaer.
En Himmel-Stemme siger mig:
Fryd dig! du er udødelig!
Slutnings-Chor.
Med Taalmod, med hellig Forlængsel,
Alvælde! vi vente dit Bud,
Som aabner vort jordiske Fængsel,
Og fører til Frihed os ud!
Erkjendtlig vi nyde hver Glæde,
Taalmodig paa Torne vi træde,
Vor Lod er, Alviisdom! dit Bud:
Til Sandhedens evige Rige
Vi luttres, vi stunde, vi hige,
At skue dig, Gud!