Af Sven Sørensen
Digte 1803 virkede ved sin fremkomst afstikkende ved at være trykt med antikva-typer. Siden bogtrykkerkunstens indførelse var med få undtagelser benyttet fraktur ved trykning af dansk. Ganske vist var Videnskabernes Selskab netop i året 1800 gået over til antikva, men dets skrifter havde en begrænset læserkreds. Blandt almindelige læsere, som var vant til fraktur, var der megen modvilje mod antikvaen (man ville ikke "læse latin"), og den slog først rigtigt igennem efter 1850.
Ikke desto mindre rådede de større bogtrykkere over antikva-typer, idet de behøvedes til latin og fransk, ikke blot til tekster på disse sprog, men også til franske eller latinske ord og citater i danske bøger (således ofte hos Holberg). Det var derfor praktisk muligt for Oehlenschläger at få sin bog trykt med antikva. Dog var der et lille problem: Bogstavet ø var ikke til rådighed (det forekommer jo ikke i latin eller fransk). Når der i Digte 1803 overalt bruges ö i stedet for ø, skyldes det derfor ikke digterens forkærlighed for ö, men en simpel nødvendighed.
I Kalliopes udgave er denne ejendommelighed bibeholdt.
Man var i første halvdel af 1800-tallet langt mindre nøjeregnende med retskrivningen end vi er 200 år senere. Der fandtes hverken en autoriseret ortografi eller en dansk ordbog. Det kan derfor ikke overraske at Digte 1803 indeholder mange små afvigelser, ikke blot fra senere fastslåede normer, men også i form af inkonsekvenser. Vaklen ses både i vokaler (e/æ, aa/aae, o/oe, i/ii, u/uu) og i konsonanter (c/k, l/ld, s/ds). Former som Akt, Kaffe, Karmin, Kritiker, Krystal, Lekture, Publikum, Subskription, må have virket yderst påfaldende på samtiden; disse stavemåder blev først almindeligt accepteret omkring 1880.
Også brugen af stort/lille begyndelsesbogstav afviger fra senere sædvaner, men næppe meget fra samtidens. Man skrev dengang de Andre, de Fattige, de Gamle, osv. Omvendt blev de personlige pronominer i tiltale De, Dem, Deres, ofte skrevet de, dem, deres.
I digterens senere værker (herunder optryk af Digte 1803) blev disse ejendommeligheder omhyggeligt fjernet. Der benyttedes fraktur, og en konsekvent ortografi blev etableret. Kalliope har imidlertid ment at det ikke er uden interesse at have Digte 1803 tilgængelig i den form som Oehlenschläger først gav den. Derfor er der kun rettet hvor der skønnes at foreligge en åbenbar fejl som blev overset af digteren, og dette er i hvert enkelt tilfælde nævnt i en note. Tidligere udgivere har undertiden foreslået ’bedre’ læsemåder; nogle af disse er ligeledes anført i noterne. For et par steder hvor en linie allerede i 1803 kan være udfaldet, se noterne.
Sanct Hansaften-Spil er trods sin længde ikke inddelt i akter eller scener. Af praktiske hensyn er der i Kalliope sket en opdeling i fem dele, som tilsammen udgør 20 ’digte’. Dette er altså en rent editoriel foranstaltning, og det må understreges at de benyttede titler for ’digtene’ ikke alle er oprindelige.