Damperen lettede. Yderst paa Molen
stod jeg og fulgte dens larmende Fart.
Havet laa spejlblankt og spilled i Solen,
blinkende bredt og saa tomt og saa bart.
Langsomt jeg Damperen fulgte med Blikket,
jeg havde Part jo i Godset ombord, —
alle de Drømme, som livsslappe klikked,
ud over Havet med Damperen for.
Haab, som i Hverdagens Kævlen blev knækket,
alle de tusinde smaabitte Tryk
gynged der ude som Stykgods paa Dækket,
kvalt under Damperens Kulrøgsparyk.
Vaagede Nætter og søvntrætte Dage
drog paa det flimrende Hav-Øde ud, —
jubelkæk, knejsende stod jeg tilbage
fri som en Storm og stærk som en Gud.
Livet var Rigdom, og Rigdommen sikker! —
— Damperen svandt i den skumrende Nat —
henrykt jeg saa mig omkring, og — en Tigger
rakte imod mig sin hullede Hat.