Jeg valgte mit Stade hernede ved Stranden,
den øde, fortvivlende triste,
hvor tusinde Bølgefald følger hinanden,
og tusinde Skumbobler briste.
Hernede blandt Vraggods, hvor Døden gør Gilde
og altid har Gæster om Kruset,
her sidder jeg tidlig, her sidder jeg silde,
thi her er som Søn jeg af Huset.
Jeg føler i Slægt mig med Havet, der haster
mod Kysten for Ly sig at skabe,
men ej finder Hvile hos Kysten og kaster
sig atter i Kamp for at tabe.
Slagen af Stormene, aldrig dog stillet,
evig i Kamp for at finde
Hvilen, den tavse, den tunge, hvis Billed
det saa mellem Taager forsvinde.