Du store Spotter, kolde Efteraar!
hvor bliver du dog af! jeg vakler svimmel
og lytter træt til hvert et Pust, der gaar
hen over Blomsterne, om ej det saar
dit Bud om Død ud over deres Vrimmel.
Jeg længes, længes, kolde Efteraar!
naar mon dog Somrens Solskinsleflen ender?
jeg længes efter blot at føle svagt
det kolde Tryk af dine valne Hænder
og i din Taagekappe tæt mig hylle
og Panden mod dens klamme Flige presse
og trykke Læben mod din smalle Mund,
der synger evigt paa de dødes Messe
og aldrig løj om Sol, der skulde fylde
en Evighed — og vared et Sekund.
Du store Spotter! kolde Efteraar!
tag mig i Favn og knug mig til dit Bryst,
hvor intet Hjærte feberhidset slaar
og gøgler Ord, som først til Himlen gaar
og strander saa paa Løgnens brede Kyst.
Jeg længes, længes, kolde Efteraar!
min Længsel stiger med hver Dag, der gaar;
giv mig for Somrens falske, hede Glød
din sanddru Spot, din ægte, kolde Død!