Solen synker;
en Sky hænger nede i Vest,
med Folder og guldstrøgne Rynker
malet paa flammende Bund, —
et Varsel om Blæst.
Endnu er det stille;
Skovbrynet tættes af Halvmørkets Skygger,
der dækker og jævner og fylder
det, som Naturaandens Nykker
lader mangle i alt, hvad den skaber;
alene en sladrende Kilde
Stemmen i Mørket ej taber.
Og foran i Hegnet,
gyngende let paa en svejende Gren,
sidder med skødesløst hængende Ben,
nøgen, i Ly under viftende Blade,
med Rakler i Haaret, Duggperler paa Brystet,
et vemodigt Træk om den fyrige Mund,
fin som et Skyggerids, tegnet
paa Skumringens halvdunkle Grund,
en dejlig Dryade.
Paa hendes Brysts Alabast
en Guldsmed fortryllet sig gynger
og drømmer beruset og klynger
svimmel sig fast.
Hun skyder de skælvende Blade til Side
og ser gennem Engtaagens Spind,
hvor Maanen staar hyllet i Dampe
og lysende lader glide
sit stirrende, stive
Blik under Bladene ind.
Taagerne bølger og vugger,
Raklerne skælver, Duggperlerne bæver,
og medens Maanen sig højere hæver,
Dryaden sukker.
* * *
Frem mellem Taagernes Folder,
der Skovbrynet dækker,
blinker og skinner og flimrer,
løfter sig, dukker
flydende Sølvbølgerækker,
som skifter og sagte sig flytter;
en mumlende, skvulpende, tungsindig Klang
bæres fra Bølgerne ind mod Dryaden,
der knugende, feberhed holder
Haanden mod Hjærtet og lytter.
Og som i utæmmelig Længsel
breder hun Armene ud
og favner et Vindpust, der kommer som Bud
fra Stranden, et luftende, lille,
der lægger til Ro sig og dør
ved den sladrende Kilde.
Saa kommer der flere;
hun kan ikke favne dem alle;
de rusker i Raklerne, Bladene falde,
og Brystet har ikke sin Duggperle mere;
fra flyvende, stormrevne Skyer
ser Maanen bag svejende Blade
ned paa den nøgne Dryade.
Og Striben dernede
løfter sig, bræmmet med Tunger, der brede
mere og mere sig;
Engtaagen driver for Blæsten langs Hegnet,
den dæmpede Mumlen, den sukkende Skvulpen
vokser til Syden af Vande, der bruser
mod Skovbrynet frem, mod Buske og Stammer,
stigende, styrtende.
Dryaden knejser
og bøjer sig fremover, henrykt, betagen, —
de blinkende Bølger sig højere rejser,
ruller sig fremad i skummende Jagen;
Sølvet forsvinder, den lokkende Klagen
bliver til vrængende, skærende Hvin,
og Smilet, der silkeblødt spilled,
et fraadende Grin.
Det hujer om Hegnet, det skingrer som Skrig, —
og graadig et Bølgeslag dukker
op mellem Løvet og lukker
sin skummende Fraadefavn over
Dryadens dejlige Lig.