Det skinner hvidt, hvorhen jeg ser,
det sner og sner!
den Mark bag ved min Have
er som et Hav i Hvirvelskum,
men hver en Hvirvel synker stum
mod Hegnets hvide Stave.
Det sner saa hvidt, med Vingeglans,
som sprang i Dans
imellem Jord og Himmel,
i Dødningdans, hver Alf, der blev
et Lig, da Høstens Storme rev
til Jord de Blomsters Vrimmel.
Det er saa skønt af se derpaa;
saa let paa Taa
de Blomstersjæle ile
og fejer sig saa langt af Led
og nejer sig mod Jorden ned
og lægger sig til Hvile.
I Blomsterbørn! I Snefnug smaa!
ak, tænk derpaa!
saa koldt et Skød I finder! ...
Og du, som gik min Dør forbi,
flyv som et Snefnug over Sti!
— jeg har saa kolde Kinder.