Det er saa høj en Dag!
Den hele Luft er Sol og Frost,
den hele Himmel kold og ren,
hver bladløs Gren
et stilket Staal i bløde Lag
af Sne, der sollyst gløder,
og som en Splint af klar Krystal
en Istap ved min Vindusprost
i Solen sig forbløder.
Jeg stirrer paa dens Draabefald;
saa tungt, saa sent
hvert Dryp mod Karmen falder,
saa rundt, saa rent
som Klokker af Konvaller,
og jeg ser spejle sig deri
en stakket Stund al Solens Glød
og hører i hver Draabes Død
saa sprød, saa sitrende en Klang,
som brast en fattig lille Sang,
en spinkel Melodi ...
Du gik i Dag min Dør forbi.
Jeg saa dig bag det hvide Hegn,
jeg saa dig paa den hvide Sti,
jeg saa dig som et Vaarens Tegn.
Og derfor kruser Spot min Mund,
thi Vaaren længes jeg ej mod, —
og derfor blev jeg varm en Stund,
for du var som en Draabe Blod
midt i den hvide Sne, ...
og derfor maa jeg staa og se
paa disse Dryp, som falder
og brister mod den kolde Karm,
fordi de følte Solen varm,
— og fordi dig jeg saa i Dag,
jeg ser dem dryppe fra mit Tag
som Klokker af Konvaller.