Jeg har gaaet langt.
Nu er Maanen oppe,
straaler blankt
over Hegnets Toppe,
saar i Agrens Sne
tusind Glimmerkærner,
Sæd at se
som smaa sølvblaa Stjærner.
Over Vejen gaar
spinkle Greneskyger
som et Haar
strøt med Perlesmykker,
som et Kvindhaar,
der, mens Frosten synger,
hvor jeg gaar,
om min Fod sig slynger,
fletter sig saa tæt,
hvor mit Blik jeg sænker,
slaar sit Net
dulgt om, hvad jeg tænker.