Til Johannes Jørgensen, Februar 1896
Der lever blandt de Mænd, jeg traf,
da jeg var ung og fuld af Mod,
en eneste, hvis Sind og Sjæl
randt ind i min
mer’ dybt end, om vi blanded
som Fosterbrødre Blod.
Vi kæmped begge samme Kamp,
vandt samme Sejr, led samme Spot
og delte Sejr og Nederlag
som fælles Gods,
hver nøjsom lille Glæde,
hvert Støvfnug ondt og godt.
Og naar jeg gik ved Morgengry,
og Duggen graaned Blad og Straa,
da steg hans Navn frem i min Sjæl,
og naar jeg gik
blandt Aftnens Elverskygger,
da var det ham, jeg tænkte paa.
Og hvad der mødte mig af skønt,
det glæded mig med dobbelt Magt,
fordi det vilde glæde ham,
og naar han kom,
da slog hans Glædes Ekko
mod mig og gav den større Pragt.
Hvad lykkeligt, der mødte ham,
det bar mig til en solfyldt Vaar,
fordi jeg saa hans Sjæl saa rig,
saa frugtbar, hed
som selve Solens Skælven
et Sommergry, naar frem den gaar.
Og hvad der mødte ham af ondt,
der ramte mig som Ulivssaar,
fordi jeg saa hans Sjæl saa skær,
saa øm og fin,
et nøgent Offerbytte
for denne Verdens Helvedkaar.
Og ingen Markens Blomst i Dug
har frydet mig en Morgenstund,
naar vuggende for Vindens Nyn
i Sol den stod,
som denne Morgenskælven,
der gyngede hans Væsens Bund.
Og ingen høstlig, taaget Dag
har svøbt et Vemod om mit Sind
saa rigt i al dets Fattigdom,
som naar han kom
og talede tungsindigt
i Ord, der skar sig dybest ind.
Da førte Livets Gang os fjernt,
ham hist, mig her, hver til sin Krog;
mig gjorde Tiden mere haard
og drømmeløs,
ham lærte den at tale
de dunkle Drømmes dybe Sprog.
Mig skreg den til sit: Haardt mod haardt!
ham tvang den med sit Bøddelris
til, for at redde Sind og Sjæl,
at søge Fred,
hvor Tiden aldrig kommer,
i vide Længslers dunkle Dis.
Men aldrig glæder mig en Stund
et Støvfnug skønt, jeg seer paa Jord,
før mig hans morgenrige Fryd
i Minde gaar,
og sidder jeg tungsindigt,
jeg drømmer om hans Vemodsord.
Og gaar jeg ud ved Morgengry,
naar Duggen graaner Blad og Straa,
da staar hans Navn frem i min Sjæl,
og drages jeg
af Aftnens Elverskygger,
da er det ham, jeg tænker paa.