Du kommer til mig, Ven,
og vil, at jeg skal angre
min Ungdoms krasse Gudsforagt,
min Ungdoms kaade Djævlepagt,
min Ungdom! Ungdom! ... Ven!
at jeg skal bryde Staven
og fælde Dødsdom over
hver lille giftig Blomst, der staar
fra Urtegaardens unge Aar,
og kulegrave Haven!
Du vil, jeg skal erklære,
at, hvad jeg den Gang trode,
var Hedenskab og daarlig Tant,
at senere vi alle fandt,
det var en fattig Lære!
Du skulde vide, Ven,
hvor vildt jeg elsker alle
de Tanker, jeg engang har tænkt,
— den mindste, jeg har fra mig slængt,
mit Hjærte brænder end!
Og maatte mange falde
for Livets grumme Prøve,
forgaa som Blendværk, blive Støv,
mens nye, større satte Løv, —
jeg gemmer paa dem alle.
Thi tog jeg fejl i meget,
der randt dog fra mit Hjærte
en Draabe Blod i fejlest Id,
. . . Ak, Hjærteblod! ak, Ungdomstid!
da lykkelig vi leged!
Fik vi saa grumme Hænder,
at frejdigt vi kan skære
det halve af vort Hjærte ud,
fordi det bar en anden Gud
end den, vi nu bekender?
Jeg har ej Raad at miste
den mindste lille Time,
der bar sin Skærv til den, jeg blev!
hver Fryd, hver Spot, hver Tant, jeg drev,
jeg gemmer til det sidste!
Kald mig kun fattig, Ven!
jeg har ej Raad at angre
min Ungdoms kaade, blinde Spot,
min Ungdoms Spring blandt skønt og raat,
min Ungdom! Ungdom! ... Ven!