6. November 1897
Mange sære Ting staar skrevne,
alskens Æventyr,
Stoddere er Konger blevne,
Gud en Broncetyr,
én sit Liv for Føden voved,
én vandt ved sit snilde Hoved
og sin gode, kvikke Latter
Kongens Land og Datter.
Her til Lands de fleste arver
lidt forgemt Forstand,
faa den Kløgt, der bærer Farver
af en dristig Brand;
tungt og trøgt vor Stræben bygges,
saare sjælden det os lykkes
at se Sejer muntert vunden
med Skalmej’ for Munden.
Som en Sommerfugl, der klipper
mellem Blomsterfnug,
flyver Bojesen og nipper
Sejr af Sol og Dug,
han, som aldrig lykkedrukken
klækked Sejre ud af Vuggen,
og fik Roskæg til sig listet,
uden af de bristed!
Denne Mand, der slider, fejder
med saa lind en Haand,
noget af en jævn Arbejder
med Erobreraand;
med en Landsknægts muntre Lader,
noget af en værdig Fader,
af en Henrik, en Jules Verne,
noget af en Stjerne!
I sin Leven, i sin Stræben
sjælden nedstemt, tung,
oftest med en Vits paa Læben,
nyskabt, stærk og ung;
spiller han med Lykken Terning,
støt som Aaret gaar hans Gerning,
veed mod Uheld under Knoen
Trumfen: Tyrketroen!
Blev alt det, hvis Vækst han plejed
i de Aar, som led,
opgjort nu og dømt og vejet,
prist eller stødt ned, —
værste Varuld kan ej æde
fra hans Værk den Kunstnerglæde,
der er Laurens Løv om Panden,
Sjælen dybt i Manden.
Hvordan saa hans Virken ender,
lidet vejer det,
bag ham lyse Farver brænder
paa en Guldpalet!
lad ham trættes, lad ham dale,
han er strøget som en Svale
solbelyst hen over Lunde
hilst af tusind Munde!