Nys gled Maanen bort fra Længen
men endnu staar Himlen gylden,
og jeg ser hvert Blad paa Hylden
og en Poppel fjernt i Engen,
sorte Blade stille løftet
mod det blide Skær fra Maanen
og i Disens Silkegraanen
Poppeltoppen fjerlet kløftet.
Over mig den dybe Himmel
varligt et Par Stjerner tænder,
aabner som med sarte Hænder
for sin kyske, hvide Vrimmel,
og det mørknes, og det dukkes,
og hver Busk med Busk gror sammen,
ude over Bakkekammen
Aftenmaanens Skimmer slukkes;
al Ting slettes, Poplen fjerner
sig i Mørket, Hegnets Toppe
bli’r en Mur ... Men højt deroppe
staar en Himmel fuld af Stjerner.