Højt, højt en Stjerne staar!
saa højt som ingen Sinde
en Stjerne jeg saa skinne, —
højt, højt en Stjerne staar!
Saa bleg og ren en Himmel,
saa klar en Skumringsluft,
fyldt af saa dugget Duft, —
saa ren, saa høj en Himmel!
Du lyse Efteraar,
guldstraalende, sølvsmykket,
i Perlestrømme dykket,
du Vintrens gyldne Vaar!
Jeg træder i dit Tempel
at ofre i dit Skød
hvert Suk, hver Sjælenød
dræbt i dit lyse Tempel.
Mit Sind sig skært har vendt
mod Lyset, du udfolder.
— Septemberkvæld! det volder
Stjernen, du højt har tændt!