Viggo Stuckenberg (1863–1905)

Det blæser ude,

    nu er Regnen kold,

    alting grimt og sølvvaadt, ¹

    Dagen graa og gold.

Under Havens Buske

    vaade Tudser glo,

    Rosenbedet dukker

    sig i vissen Ro,

min Reseda kryber

    som en mager Snog,

    hvor den nylig svulmed

    i sin Solskinskrog,

alle Lindens Blade

    vender Vrangen ud,

    krænger sig og krølles

    for den mindste Slud.

Eneste en enkelt

    Stedmoderblomst staar strunk,

    blaa og dyb og dunkel

    i sin vaade Prunk,

som al Nattens Mørke

    i en Blomst blæst ind,

    med en enlig Stjernes

    Guldgraad paa sin Kind.