Det skumrer mellem Klitterne; en skyet Dag
er listet over Jorden tyst og tungt,
en én Dag ældet er min Glædes Smil, mit Nag,
ældet en Dag alt, hvad jeg ved af ungt.
Og atter kommer nye Dages stille Flod
og glider langsomt over mig og mit
og dækker med sin bløde Strøm hvert Trin, min Fod
i Gaar i Stiens haarde Sten har slidt.
Og sagte rinder Dag af Dag, og hver en ny
har Død for fattig Glæde fra i Gaar
og føder atter Fryd, som leger ungdomskry,
til Morgendagen den til Jorden slaar.
Jeg hører Marehalmens hvislende Musik,
højt oppe sejler rundt i stille Kreds
en Fugl, og Fuglen stiger, bli’r en ensom Prik,
og intet i den øde Luftørk ses.