O! du hvis aldrig trætte Røst
Den raske Hyrdes Sang besvarer,
Naar Landets Faders Priis udfarer
Af hans taknemmelige Bryst;
Gak ud af Bierget, hvor du boer,
Ensomme Echo! før min Stemme
Paa Ørnevinger om i Nord,
At hver en Dal og Slet maae Skialdens Qvad fornemme.
Bort Nedrige, hvis Hierte er
Til intet Fædreland forbundet,
Som ingen venlig Drift har fundet
At elske noget Sted i sær!
En Caraib er mindre vild
Naar han sin Ørkens Fiende æder
Med graadig Tand. Hans Borger Ild
Forgylder Pletterne i hans barbariske Sæder.
Bort I som sælge eders Huld
Til hvilken Stat, der meest kan byde,
Og næste Stund svigagtig bryde
En Pagt, som grundet var paa Guld!
I gaae i Kamp, ei følende
Den Sag, som eders Blod forsvarer,
Hvis Hede strax uddampede,
Da Dødens Torden taus, og Brag af Stridens Farer.
For eder vaagner ei til Klang
Camoenens den indviede Stemme,
Nei, eders kolde Siele giemme
Og fatte ei saa hellig Sang.
Medborgerer! hvis Fødestaun
Er eders Ære, op og hører!
Til Hæder for det Danske Navn
Og Patriotens Lyst jeg Harpens Strænge rører.
Min glade Røst skal blande sig
Med Dannerfolkets Høitids Toner;
Jeg være taus blandt Millioner,
Hvis Harmonie er Himlens liig!
Saa iler spodfægt Kildevæld
Til Bækken, som i Kraften stiger,
Men tabes snart i Glommens Svælg
Der vild og skummende i Havet sig udgyder.
Monark! det er Din Kierlighed
Som skaber Maal i disse Tunger,
Hør, den bekrandste Muse siunger
(O! hvilken Sang) kun Lyst og Fred.
End havde Du Provintser lagt
Til Dit foreente Tvillingrige,
Jevnsides med Din Glands og Magt
Da skulle Folkets Nød til høiste Skye opstige.
Dets tvungne Hurra skulle sig
Med Suk og uglad Mine blande,
Og Enkers Taarer skulle vande
De Laurbær, som man fletted Dig.
En faderløs og nøgen Hob
Af gusten Hungers Tvang udtæret
Ved Siden af din Vogn med Raab
Om Brød — den skulle, ak! Din Seiersfest vanæret.
Dog lad Pæaner døve dem.
Omkring den sikkre Trone qvæder
Lydt Hyklerie og hæse Glæder,
Kun muntre Aasyn viises frem.
Og Fyrsten troer, enhver er glad
Som han — Men tys! Natuglen skriger
Blant Gruset af en øde Stad
Ud over steenstrøet Mark, og Løgnens Røst modsiger.
Her toner kun oprigtig Fryd,
Thi Christians Børn er’ lykkelige,
Og Luften bæver i hans Rige
Af en ublandet Jubellyd.
See hvor Monarken mandelig
Sit Bryst imod en Kiempe sætter,
Som stolt af Hævd opblæser sig,
Og stærk af mange Aar de største Helte trætter.
En Trold, som døver Sværd og Skud;
Som inden Hiertets egne Volde
Trygt alle Angreb kan udholde,
Og drives (o hvor sielden) ud.
Hans Navn er Fordom: Mennesket
Forsvarer selv sin Yndlings Krone,
Han vinker blot saa knæler det
I Baand og Skiændsel ned for hans tyranske Trone.
Han pryder sig med Sandheds Dragt
Fornuften tier og tilbeder,
Og Himlens Søn Uhyret heder
Skiønt Last og Løgn har ham frembragt.
Foruden Tal hans Afkom er,
O! I bedragne Dødelige!
Med lutter falske Slutninger
Befolker han sit Hof og vidt udbredte Rige.
Han sine blinde Dyrkere
Med Dolke mod hinanden ruster,
Og Mordbrands vilde Blus oppuster,
Og glæder sig ved Flammerne.
Fra Verdens Barndom Brødreblod
Ved Brødres grumme Arm udgydet
Har sprudet paa hans Trones Fod,
Og langs hans Altere i fulde Bække flydet.
Klæd dig, mit Land, i Foraars Pragt,
Du føled og Tyrannens Vælde;
Men Christian sagde: Jeg vil fælde
Og knuse denne Voldsmands Magt.
Ei længer skal af Nordens Æt,
Imod en skiændig Fordom sukkes,
Ei længer skal fra Arveret
Dans fødte Afkom ved en Fremmed udelukkes.
Udlænding kom. Han studsede.
En Marmormuur med et sig reiste
Som Dannevirke op og kneiste
Imellem ham og Borgerne.
Hans stolte Flugt stod stille ved
En Skrift, der raabte ham i Møde:
Min Ære er den Kierlighed
Som evig i min Siel for Nordens Folk skal gløde.
Saa flyer tilvant Rovbie hen
Af fremmed Honning sig at nære,
Og uretfærdelig fortære
Det som tilkom Arbeideren.
Men Kubens Eier pludselig
Den skadelige Giæst udkaster;
Strax hines Mod fordobler sig,
Og surrend’ Flid paa nye fra Urt til anden haster.
O! Christian, af Din gyldne Lov
Du snart skal gyldne Frugter høste;
Hvor vil Dit Øie sig forlyste,
Naar mangen ædel Dyd som sov
Fordi dens Jordmon var for haard,
Du seer til Vext og Flor udklækkes,
Som naar i yndig Urtegaard
Et Blomst ved Foraars Regn af skiulte Rod opvækkes,
Med Hæder skal Du vorde graa,
Og naar Du silde overgiver
Dit Scepter, og af Konge bliver
Vor Skytsgud, skal du ofte staae
I en opløftet Soel og see
(Og dette Syn Din Aand skal smelte
I Vellyst) Danmark glimrende
Blant alle Land, som sig paa Moderkloden vælte.