Stiig ned af hellig Væg, min Harpe, løft din Røst!
Jeg føler Musens Drift i mit udspændte Bryst.
Nei, nei, det er ei dig, du Avinds blege Datter,
Hvis Flugt til Evighed forgieves sig udmatter,
Og paa et æret Navn sig derfor kaster hen,
At følges uforskyldt med det til Himmelen;
Det er ei dig, som her befaler mig at siunge,
En patriotisk Aand har løst min stræbend’ Tunge.
Despotiske Kritik, læg kun din Svøbe hen!
Naar Hiertet synger, da foragter Musen den.
Forstyr ei efter din vanhellige Sædvane
Dens Løb, og kast ei Steen til Anstød paa dens Bane.
Er Sangen slet, den af sig selv nok finder Vei
Til Lethe, er den god, saa dræber du den ei.
O! nei, jeg seer min Krands. Jeg seer hvor Sandheds Venner
Fra en til anden Slægt med broderlige Hænder
Mig vinke Bifald til, fordi med værdig Sang
Jeg priser ham, hvis Stræng saa sødt for Danmark klang.
Ei blot med Gravhøi saae man Nordens tappre Fædre
Men og med Vers en Skialds Hukommelse at hædre.
Naar Høien spredes ad af Storm og skylles hen
Af Pladsregn, da staaer Sang udødelig igien.
Liig hellig Bautasteen paa de alt jevne Sletter
Den Tidens Anfald med en langsom Modstand trætter,
Den har sin Sikkerhed udi sin egen Vægt,
Og taler Skialdens Roes til den ufødte Slægt.
En levend’ Digter tit sit eget Rygte bygger
Paa Marmoret, som i Cypressens stille Skygger
Bedækker afdød Skiald, han elsker Laurbær frem
Til egen Tinding, naar han kierlig vander dem
Som bare hiin sin Krands. Dig, Ewald, vil jeg synge,
For Efterverdens Folk min Røst skal liflig klinge.
O! vee den Digter, som ei higende attraaer
At leve i sin Grav, og seire over Aar.
Ham ingen Krone skal af gunstig Muse flettes,
Ei noget Monument skal paa hans Høi oprettes,
Han sang foruden Kald, den lave Støvets Søn,
Blev hastig glemt og fik Foragt til billig Løn.
Ja lad kun Ormene den Usles Navn fortære
Som lod sin Alders den forvendte Smag regiere
Sin feige Aand, og blot for Timers Bifald sang
Et Skythisk Qvad som Frygt og Haab hans Geist aftvang.
De beste Skialde, som for Evigheden skrive,
Heel ofte savne maae fortiente Roes i Live,
Men naar den Haand som skrev, forvandlet er til Støv,
Da skyder først dens Knop sit grønne Foraars Løv.
Held dig mit Fædreland! Kun der en Ewald smager
Sin Alders Bifald, og mens han er til, behager.
Hans Hæder vakler ei, men som naar svage Stød
Af arrig Bølge paa grundfæstet Klippe brød,
Den staaer og spotter dem; Saa staaer hans Digterrygte
Og har ei, Chapelain! din Skiebne at befrygte.
Hans Navn behøver ei et troløst Monument
Af Marmor, Folkets Røst eenstemmig har bekiendt
At han var Danmarks Lyst og Danske Musers Ære,
Og Avind! hvad du selv saa gierne vilde være.
Min Musa, som hans Flugt Mod, Ild og Lærdom gav,
Skal ogsaa strøe sin Blomst taknemlig paa hans Grav.
Hvor ofte bøied’ den et rørt og henrykt Øre
Til Skialdens Stræng, naar han lod Himlens Toner høre.
Som det Chrystal hvormed hans herliggiorte Siel
Nu øser evig Lyst af Livets Kildevæld,
Saa er min Hensigt reen. Mon Ewalds Aske smiler
Med en Erobrers Smil, naar Hyklesangen iiler
Til hans blodstænkte Fod, og nedrig Smiger svær
At han sit Folkes Lyst og Landets Fader er,
Skiønt Staten anseer hver af hans forlængte Dage
Som Tegn paa Himlens Harm, og Tillæg til sin Plage?
Kan Ewald kaste i løgnagtig Muses Skiød
Metallet, som saa tidt paa Sandheds Gierde brød,
Som mægtig Tosse med en Plato sammenparrer,
Og abnet Sybarit med Uticas Forsvarer?
Nei, nei, hans tause Grav ei takker for min Sang.
Maaskee (velgrundede Formodning) ei engang
Den Skurretone som fra nedre Jord opstiger,
Naaer Himlens Grændse og Udødeligheds Riger.
Maaskee henrykket af den Herlighed som gaaer
Langt over alt Begreb, vor Skiald hos Tronen staaer
I saligt Arbeid med at øve Røst og Tunge
Til Deel i Hymnerne, som Cherubimer synge.
Maaskee han mætter nu sin videlystne Aand
(Da han ei hindres meer af Støvets tunge Baand)
Med at besee Guds Stad. Forklaret han sig svinger
Fra Soel til Soel og farer paa Lynets raske Vinger
Flux ad Cometers Vei. Han Himlens Borger er,
Ei Jordens, som han nu dybt under Fødder seer.
Ak ja! naar Musens Flugt i Middags Solens Straaler
Sig taber, Mængdens Søn beundrende ei taaler
At følge den, (ydmyg, o! Jordens Sanger, dig)
Selv da dens Afmagt ei formaaer at trænge sig
Til Evighedens Folk, og gribe Himlens Krandse,
Ved Tidens Atmosphær dens stolte Ønsker standse.
Jeg synger ei for dig, nei Ewald! ei for dig,
Thi du forklaret er, og høi, og englelig,
Og Morgenstierners Sang, som Støvet ei kan høre
Ei tænke, fylder nu dit aandelige Øre.
Min Stræng, Medborgerer, for eder bæver kun,
I skulle høre, hvad i eensom Aftenstund
Mig Musen hvisked’ til, naar ved de grønne Banker
Og grubled hos mig selv: Hvad er en Digters Kald?
Hvad Pligter kræves af en god og nyttig Skiald?
Mon Lastens Vælde brudt, og Dydens styrket bliver
Naar (skiønt af Sandhed ført) romantisk Pen beskriver
Den Høi jeg hviler paa, den sivbegroede Øe
Som svømmer for mit Syn i speileblanke Søe?
Naar ved Camoenens Kunst hiin raslend’ Kilde taler,
Og Skoven lyder af forelskte Nattergaler?
Nei Musa! Sving dig fra den sivbegroede Øe
Op til den Arm, som den udkasted i sin Søe.
Tilbed den Magt som gav det døde Vand et Mæle,
Og byd hver følsom Aand for Glædens Fader knæle.
Tael o! Erfarenhed, du Viisdoms Moder, tael!
Tael over Land og Bye, tael ind i Kongesal,
Siig hvad der bær en Stat paa Atlas stærke Skuldre,
Og dækker Tronen selv, naar vrede Uveir buldre?
Mon Dynger Guld, som kun ubrugbar Aske er,
Saasnart Indbildningen nedsætter sammes Værd?
Mon vaabenklædte Mænd, udrustede med Torden,
Som blot en umild Luft slaaer tusindviis til Jorden?
Mon Jernbeslagen Port og Ringmuur nok saa stolt,
Hvortil Forræderie har ofte Nøglen solgt?
Mon Skibe krydsende for alle Verdens Vinde?
En Storm — og deres Spor er ikke meer at finde.
Hvad da? Religion, kun den staaer klippefast,
Den styrker Folkeheld, naar andre Støtter brast.
Naar siiuest Politik omtraver udi Mørke
Og bygger Kunst og Kunst, men søger ei sin Styrke
Sin rette Grundsteen her, o! hvor er den da svag!
Skam og Raadvildhed er dens Deel paa Nødens Dag.
Den zittrer ved et Pust. Med sin indbildte Vælde
Kan Lykkens mindste Stød den syge Kiempe fælde.
Nævn mig o! Krønike, det ubekiendte Land
Hvor ei Religion stod først i Statens Plan,
Før farlig Vantroe man dumdristig frede torde,
Af Erz og Marmor man for Pøblen Guder giorde.
Nu Christnes sande Troe! hvad har den Skiald fortient
Som sammes hellig Ild i mangen Barm har tændt,
Som aabned’ Hierterne for Dydens rene Drifter
Ved Harpens Tryllekraft, og prædiked i Skrifter?
Hvor mangt et saligt Ord paa bløde Toner kom
Ei giennem Øret ind i Sielens Helligdom!
Sang! farlig er din Magt. En Kniv i Daarens Hænder
Som den forvovne Last mod gode Sæder vender.
See hist med Vittighed udruster Vantroe sig,
Bespotter Dyden, og paafører Himlen Krig.
I sød Sirenesang udbryder giftig Tunge
Og stieler Bifald af den ubefæsted’ Unge.
Han lokkes fra sin Gud. Tie o! Barbar, tie dog!
Mon Himlen til sligt Brug har Jorden lært sit Sprog?
Et mindre Udyr er en grum Numidisk Løve
Som Vandreren hans Liv, men ei hans Siel kan røve.
Ukaldte Digter, som den tvungne Muse selv
Ei uden Suk har tient, betragt dit Værk og skiælv!
See Skarer slæbes hen til evig Straf og Plage,
Som deres Morder dig de hylende anklage;
Fordærver! o! din Dom skal sønderslaae din Aand,
Naar hisset deres Blod bliver krævet af din Haand.
Dit Laurbær falmer da, til Skiændsel bliver din Ære,
Og din Udødelighed skal just din Marter være.
Endt, endt er det Bedrag som Verden daarede,
Udi et andet Lys faaer du dig selv at see.
Fra dit opklared’ Syn det grove Dække falder,
Du sammenkiedede fra en til anden Alder
Fra Fædre ned til Børn blier blot Ulykker vaer,
Som du med giftig Spot mod Himlen stiftet har.
Jeg vender Øiet fra den gruelige Scene.
O! du i hvor du er, som Muserne forlene
Sin ædle Gave, syng som Ewald, Dydens Priis.
I Herrens sande Frygt du Verden underviis
Ved gode Skrifter. Ak! i Støvet som vi bære,
Kan man ei stedse med en Helgens Vandel lære.
Her føler Mennesket sin Afmagt. Christne Skiald!
Oplys din Broder og bevar hans Fod for Fald;
Udi sin Bryllups Dragt før Dyden til hans Side,
Viis ham sin Siels Værdie. Den Unge du i Tide
Lær at hans Christne Navn er Adelskab og Rang.
Behagelig er da for Himlens Gud din Sang,
Barmhiertig, faderlig og mild dit Levnets Pletter
Han da med Pagtens Blod bestryger — og forgietter.
Her glimred Ewald i sin rette Digter Glands,
Det var Juvelen i hans Hoveds stolte Krands.
Men see hans store Siel foer ud i andre Straaler,
Liig Solen som med et og samme Blik udmaaler
Liv til den stolte Eeg og til den ringe Rod,
Som ydmyg Lyset flyer, og dybt ved Eegens Fod
Ernærer Madiken. O! Digtekunst, du tabte
En Aand, som Nordisk kiek sig Flugt og Vinger skabte
Af egen Forraad, og med høi Foragt saae ned
Paa Efterabelser af Fransk Letsindighed.
At legge Fædres Sprog i udenlandske Kiæder,
Opkaage ziirligt Fias og gamle Vittigheder,
Og spæde et Qvintin af Geist med Centner Vand,
Var Haan og Væmmelse for hans selvtænkend’ Aand.
Hans Musa overlod en lavere Forfatter
Med misbrugt Parodie at vække Daarens Latter.
Hans Digterevne var til større Maal bestemt
End med Ureenheds Aand og mat tveetydigt Skiemt
At smitte Læserens Indbildningskraft. Han brugte
Vel Svøben nu og da sin Alders Feil at tugte,
Men ærbar, som en Mand, han uden Kaadhed slog,
Og ikkun Daarlighed, ei Dyden, Skræk indjog.
Satiren reiser tit. Naar den vil Lasten ramme,
Faaer ved dens vilde Slag selv Dyd en blodig Skramme;
Bort, bort med Riset, naar Anstændighed og Ret
Og Klogskab styrer ei den Haand som fører det.
Bort med Satiren, naar en lystig Geist ei skaaner
Hvad helligt være bør: Navn, Rygte og Personer.
Men see den fromme Skiald ei Lasten blot beleer
Foruden Bitterhed; O! han giør endnu meer.
Han bliver lutter Ild, tidobbelt han sig fryder,
Naar han kan gyde Dag ud over skiulte Dyder
Og nogen ædel Daad fremtrække af sit Støv,
Og flette Landsmænds Haar i Eegens stolte Løv.
Da griber han med Kraft det kiere Navn, og svinger
Sig op i Skyen, som naar Ørnens stærke Vinger
Besøge Solen med sit Rov; det svimler ved
Paa ubekiendte Land og Steder at see ned.
At vie Evighed veløv’de Borgerpligter
Det er dit Kald, om du vil være Folkets Digter.
Tryk Fødelandets Præg paa patriotisk Sang;
Mærk vel hvor Brittisk fri hiin Thomsons Cithar klang
Som smelted Albion. Din Geist du og befale
Sit Folkes Sæder troe for Efterslægt at male.
Nysgierrig Sønnesøn skal varm og grandskende
Opstige ved dens Hielp til Oldtiids Fædrene,
Og som i Tryllespeil see gamle Secler svæve
Forbi sit Syn, og høit sin Ligneattraae hæve.
Naar Folket kiender ei sig selv i dig igien,
O! Sang, din Underkraft, din Almagt, hvor er den?
Det læser, svulmer ei, ei nogen Taare rinder,
Det ingen Eiendom, kun fremmed Glimmer finder,
Koldt, utilegnet er det Niddingsqvad, som Vand
Der har den samme Smag og Farve i hvert Land.
Siig Caledonia! hvis Aand sig selv forglemmer,
Naar Barden sætter sig og Ossians Harpe stemmer,
Hvad virker Folkesang? Hvor slaaer den i dit Bryst?
Hvor drukner den din Siel i meer end jordisk Lyst?
Hist under dunkel Gran snehvide Olding rører
Sin Stræng, dens første Lyd en talrig Skare fører
Omkring den Steen, hvorpaa han hviler, som naar Lam
Ved Hyrdens kiendte Røst forsamle sig hos ham.
I hver en Mine Tørst og Higen sig afmaler,
Og den henrevne Siel af vilde Øine taler.
Den boer ei længer i sin zittrend’ tause Krop,
Men hvirvles i Musik til Fingals Tider op.
Hver Tone skierer, som en Piil, i det den klinger,
Hvert Øie vogter stivt paa kunstig legend’ Finger,
Hvert Ønske, hver en Drift forlader nu sig selv,
Til Staten strømmende, som Bække til en Elv,
Kun hiersaldet Fødeland opfylder hver en Tanke,
Kun for det heles Vel de kiekke Hierter banke.
Guddommelige Kunst! du triumpherer her,
Her seer den vise Mand, hvor stor din Vælde er
Udi sit rette Brug. Bliv troe paa denne Bane,
Og stedse seierriig du svinge skal din Fane.
Dansk var og Ewalds Sang. Forbaust Melpomene
Det gamle Norden paa sin Skueplads faaer see
Ved ham opvakt til Liv. De drabelige Helte
Hun hænger Skiold paa Arm og binder Sværd ved Belte.
Med Eddas Blomster blot for at behage dem
Hun pryder sig, før hun i høien Sal gaaer frem.
Den nye Skioldmøe bær Miødhornet om blandt Kiemper,
Og efter Valhalls Skik sin hele Adfærd lemper.
Hun læser Runeskrift og taler Biarkemaal,
Og qvæder Regners Sang ved natligt Eegebaal;
Ja stifter Venskab med de Guder og Gudinder,
Som hun i Hobetal i Odins Himmel finder.
Var du ei Menneskets forlorne Ret en Tolk
O! Ewald, da du hist blant Almues ringe Folk
Fandt Helte store nok til Sang og evigt Rygte,
Skiønt Fødselen deres Navn i Nat og Mulm nedtrykte?
Men hvad er ædelt Blod imod en ædel Siel?
Straataget dækker tit en Helt, naar usle Træl!
Du boer i Marmor, stor af ærefulde Fædre,
Kun liden af dig selv. Skal sildig Sang dig hædre
Naar du er lagt i Støv, ei længer frygtelig
For kuet Sandhed, som dog overlever dig
Og vidner om dit Værd for den ufødte Alder;
Foragt dit Liv, vær først, hvor Pligt og Ære kalder,
Gak ei til ædel Daad, men flyv som Fugl afsted,
Vent saa af Musens Haand din Løn, din Evighed.
Hvad er det for en Glands, o Skueplads, der bredes
Ud over dig, som naar en Straalevei beredes
For nogen Guddom? Hist jeg seer den komme, ja!
Det Musers Dronning er, det er Urania.
Hun gaaer ved Ewalds Haand. Fortrolig han begierer,
Og ham til Velbehag hun strax Cothurnen bærer.
Dog denne Sang gaaer ei en Tidspunkt, ei et Land,
Men alle Jordens Folk i hver en Alder an.
De første Mennesker staae frem af deres Grave,
Og Digterens Magie oplukker Edens Have.
Den første Røst som lød blant Paradisets Træer
Opvaagner nu paa nye, og Verdens Hændelser
Udi dens Barndom for henrykte Øren maler,
Og giennem tusind Aar med sildig Afkom taler.
Nu svinger Skialdens Flugt sig op til Himmelen,
At lære Englers Sprog. Nu stiger han igien
Til Mørkheds Bolig ned de Anslag at udspeide,
Som mod Guds Billeder fordriste sig at feide.
Musik og Digtekunst er’ Søstre. Hver for sig
Kan virke Under nok og være seierriig.
Foruden Ord og Pen den blotte Tone taler,
Den græder, fryder sig, beundrer, lokker, maler;
Og Sielen hører det, og Øret det forstaaer
Saa tidt fra spændte Stræng en vældig Tanke gaaer.
Men naar Euterpes Ven med Skialden sig foreener,
Naar hiin udtrykker stærkt, hvad denne dristigt mener,
Naar, Scheibe! Ewalds Kraft af din Fortryllelse
Blier understøttet, hvor henrives Hierterne!
Hver Dæmning brydes da, ret som naar tvende Strømme
Forenes i sit Løb og Marken oversvømme.
De rykke Træer op, de rulle Stene frem,
Og den forbauste Dal kan neppe rumme dem.
Men store Emner kun saa stor Triumph fortiente;
Og Ewald ei i Flæng sin fulde Kraft anvendte.
Bevæbnet kun hans Sang mod Templets Hvælving lød,
Naar Andagt nogen Fest til Himlens Lov paabød;
Da slog hans Cithar de indviede høie Toner
Om Offerlammet, og om Menneskets Forsoner;
Hvo hørte dem, hvis Tak og Fryd og Kierlighed
Flød ei ved Korsets Fod i hede Taarer ned?
Nu høie Hymner han for Landets Vel istemmer,
Og hver Tilhørers Bryst en dobbelt Ild fornemmer.
Nu væder han med Graad den Kongelige Grav,
Og Folket græder med —
Glem ei, min Sang, hvordan han kalder hiin tilbage
Som løfter voldsom Arm mod sine egne Dage,
Han vrister ham af Haand den fæle Morderkniv,
Og lærer Støvets Søn Værdien af sit Liv.
Han stiller Sindets Storm, neddysser angstfuld Smerte
Og gyder Balsom i det sønderknuste Hierte.
O! større Digterdaad, end med udødelig Sang
At bære Heltes Mord og Rigers Undergang
Til Evigheden — Ak! nu ligger den i Støvet
Din Harpe Ewald! taus, sit Liv sin Klang berøvet.
Den Haand, som Strængen slog saa sødt, hvad er nu den?
Kold, uden Følelse, Rov for Forraadnelsen.
Hvo trøster Muserne? Hvo giver dem tilbage
En Skiald som dristig tør forladte Harpe tage
Af Jorden op igien? til dit det milde Skiød
O! Christian ile de og klage deres Nød.
Skioldung! hør deres Røst, hør de foreente Bønner.
Din Gunst (saa bede de) beskytte vore Sønner!
Naar Sange skielvende sig nærme til Din Fod,
Udræk Dit Scepter da, tilsmiil dem Kraft og Mod.
Hvor faaer Camoenen Lyst og Ild og Flugt og Vinger,
Naar Armod og Foragt den gustne Sanger tvinger?
Om med Maroner Du bepryde vil Din Stat,
Deel Løn og Hæder ud! vær selv en Moecenat,
Og hver en Gnist af Vid og Smag skal blive Flamme,
Dit Norden snarlig skal med Søndens Laurbær bramme.
Du skabte Skialde for Dit Folk, og Skialdene
Skal skabe Dig igien et Navn langt vissere
End rindende Metal; thi Tiden som udsletter
Hvert Spor af Sallysk Kunst, sin Arm forgieves trætter
Naar den med daarlig Vold angriber evig Sang,
Som høit om Musers Ven og Lærdoms Fader klang.
