Første Sang.
Løft stolt dit Hoved op af Støvet, Tvillingland!
Og hør en Høitids Sang om Nordens beste Mand,
Som kiek fornyede sit Folkes gamle Ære,
At blank den skulde, som hans egen Krone, være.
Hvad Hærværk er det da, min Musa qvæde skal?
Sank fiendtlig Kongestad ved Danske Bombers Knald?
Og vajer Dannebrog fra overvundne Master,
Mens Helt paa Rigers Grus til Ærens Tempel haster?
Den vilde Siel, som for betrængtes Skrig er døv,
Naar svedig Tinding slaaer Triumphens grønne Løv,
Ham synge, hvo der vil. Jeg synger for de Glade;
Min Harpe prydes skal med Olietræets Blade.
Vel kiemped og min Helt, og vandt, men purpurrød
Paa nedtraadt Mark en Strøm af Folkets Blod ei flød,
Ei tordned Dødens Malm, ei rasled Fangelænker,
Ei Faderløse græd, ei sukked unge Enker.
Selv midt i Fredens Skiød udvided han sin Magt,
Skiønt ei en Fodbred blev til Rigets Grændser lagt,
Og skiønt hans Borgere blev’ ei i Antal flere,
Forstod han Statens Marv og Styrke at formere.
Min Geist forbauses selv — Han Indføds Loven skrev,
Og strax i Værd og Mod hver Borger dobbelt blev.
Jeg synger Christians Huld og Folkets stolte Glæde,
Hvad dette tænker, skal min muntre Musa qvæde.
Du ædle Drift, som i Spartanske Ungdoms Blod
Indgyded Tapperhed og ægte Heltemod,
Der loe ad trefold Død, og spotted under Smerter;
Som flammede saa høit i Scipioners Hierter
For elsket Fædrestad; Som styrted Curtier
I gabend’ Afgrunds Svælg; Som drog for Frihed Sværd
Blant Alpers Iis og Snee; Hvis Lue endnu brænder
I Albion, endskiønt med Gysen Britte vender
(Bryd høit o Thomson! ud i patriotisk Graad)
Besiel min Sang du Drift, som Borgere fornemme,
Naar Landet kalder med sin moderlige Stemme
Til Indføds Pligter, at min Rang og Fødsel maa
Imens jeg synger, for mit stolte Hierte staae.
Din Aand, din Ild, din Kraft Camoenen giennemtrænge,
Og legge himmelsk Lyd i hendes gyldne Strænge!
O! Prints, som hilsede med Høitids Smiil det Bud,
Der fra vor Børneret Udlændingen drev ud:
Modtag en Sang, som paa Taknemmeligheds Vinger
Til Christians største Daad forvoven sig opsvinger.
Frygt ei at Smiger, som blot veier eget Gavn,
I tyk vanhellig Røg indhylle skal Dit Navn;
Jeg synger ikke for en daarlig Neros Øre,
Der kun staaer aabent til sin egen Roes at høre.
Hil Dig, thi Du fornam de Suk min Landsmand drog,
Da Rettens strænge Arm hans Armods Levning tog
For Brød og borget Liv: Du saae det vaade Øie
Vendt op til dig, som til en Engel i det Høie.
Strax Trøst Du smiled med, strax Held til Normands Iid.
Du lokker gavmild frem afmægtig Bondes Fliid,
Din Mildheds gyldne Soel den sure Mose tørrer,
Dit Vink ti tusind Steen af nyebrudt Ager fører;
Den brændte Hede nu forbauset første gang
Fik høre Seglens Hug, og Høstmands glade Sang.
Den vakte Du til Liv. O! Prints, i hver en Hytte
Du er Huusfaderen og Husets kiere Stytte.
Svar gamle Helt, som stred saa kiekt for Fødeland
Naar gierig Fremmed det med væbnet Arm greb an,
Som trodsed blanke Sværd, og roelig saaes at smile
Naar Døden sused ned udi en Regn af Piile;
Siig Efterslægten, hvad der styrkede din Aand,
Og drog Staalhandsken paa din seenefulde Haand,
Og hidsed blodigt Flag, og gav dig Mod at følge
Din tappre Fiende selv paa vred og skumhvid Bølge?
Du Landets Borger var. For elsket Arnested
Og Ærens grønne Krands hver Nordens Søn da stred,
Man føled, man var til: Vel groede ikkun Hæder
Paa Kampens blodig’ Plads og Grus af brændte Stæder,
Hver ynksom Følelse for Krigsmand var en Skam,
Og Helten kyste selv det Spyd, som qvæsted ham;
Men midt af Barbarie fremstraaled stolte Dyder,
Hvis Glands fordunkled Vold og tusind andre Lyder,
Man drak paa Landets Vel sit stærke Øl og Miød,
Og slog i breden Bord, og svoer Uvenners Død:
Og Skiendsels Stempel blev paa hver en Niding slagen.
Man elskede den Luft, hvori man var opdragen,
Hver Klippe, hver en Gran, hver Foss, som susede,
Hver Dal, hver yndig Slet sin Søn oplivede.
Endog, naar Ærens Røst til Middags Egn ham sendte
Hvor han mod soelbrændt Folk sin stærke Bue spendte,
Udsøgte vældig Arm, og viiste Grækers Hær
At ingen Magt bestod for Odins Sønners Sværd:
Saa midt i Seirens Løb han mod sit Nord dog sendte
Mangt et magnetisk Suk: Med langsom Qval ham brændte
Heed Længsel efter sit det fierne Fødeland,
Som Tørst i sandig Ørk den matte Vandringsmand.
Hans Siel forsmaadde stolt den kresne Cyperdrue,
Og Skyggen af Jasmin, og rosenflettet Bue,
Citron- og Daddel Skov, Vellystens Blomsterbeed,
Og evig Sommer og al Søndens Herlighed.
Han higed til sit Hiem. Man saae ham snart at drage
Med Guld og Laurbær til sit kolde Land tilbage,
De nøgne Fieldes Top med evig Iis belagt
Han elsked meer, end al Constantinopels Pragt.
Hver Landsmand var hans Ven, hans Yndling og hans Broder,
Thi Fædrelandet var jo deres fælles Moder.
Stat tappre Alder, stat afmalet for mit Sind!
Dit skiønne Billed grav udi mit Hierte ind
Med Staal og Demant Skrift. Din Hæders grønne Krone
Drog Verdens Agtsomhed til Nordens kolde Zone.
Hvor herlig var din Glands! Bold dine Kiempers Aand,
Naar de om Gimle qvad med Kampens Spær i Haand,
Og Qværnebidere hang hvæssede ved Belte,
Og Landets Fæstninger var Landets stærke Helte.
Dog snart (ak! alt for snart) du fra dit Folk bortgik,
Sit Banesaar strax Mod og Kraft og Ære fik.
Du var ei meer. Men see, de stolte Runer stode
Som kiekke Vidner paa din Trones Grus, og lode
Forbauste Efterslægt de Underværke see
Som ikkun skabes kan af varme Borgere.
Saa mangen Bragas Søn dig vældig har besunget,
End giennem Seculer hans Røst til os har klinget
Som Lurens dæmped’ Lyd fra et bortliggend’ Field,
Som døvet Brusen af det fierne Kildevæld.
Men svage Øine ei kan skue Solens Straaler,
En underkuet Aand ei Friheds Aasyn taaler.
Siig Musa, hvad der har saa grum Forandring voldt,
Hvorledes Heltens Bryst mod Fødeland blev koldt?
Til Priis han nedrig gav sin Borgerret, sin Ære,
Den stolte Nakke sig nedbøied Aag at bære.
Fortæller Krøniker: (I det erindre grandt)
Hvorledes Feigheds Aand til Norden Veien fandt.
Hvorledes? Uden ved den samme Kunst og Rænker,
Hvormed den altid slaaer de tappre Folk i Lænker:
Roms dumme Overtroe gaaer først og baner Stie,
Og derpaa kommer Aag og modløst Slaverie.
Kan Christnes Lærdom Dyd og Tapperhed nedtrykke?
Svar du forvovne Geist! Er Troe en Stats Ulykke?
Nei, i sin Kilde reen den adler Mennesket,
Men bland den kun med Løgn, strax den beskiemmer det.
O var den kommet selv, den uforfalskte Lære,
Hvis Navn hiin Voldsmand sig fordristed fræk at bære,
O! var den kommet selv i Guddoms Straaler klæd,
Velgiørende og mild, med Ynde i hvert Fied:
Den Troe, som Verdens Guld og Herlighed foragter,
Som efter Dydens Ret og Sieles Vel kun tragter,
Som hæmmer Lasters Strøm, ophøier Hierterne,
Og selv til Borgerpligt forbinder Borgere.
Men Overtroen skue! Dens Syn er fuldt af Luer,
Grim er dens Skikkelse, med Sværd og Ild den truer,
Med mørk’ Miner den bekiendtgiør sine Bud,
Og uden Modstand vil tilbedes som en Gud.
Den taler Vallands Sprog, og i blodsprængte Hænder
En hellig Bog den bær, hvis Navn den ikkun kiender.
Den løser Eed og Pligt, den ruster Brødres Arm
Med Morderkniven mod en bange Broders Barm.
Dumdristig fræk den selv Naturens Love brækker,
Og ureen Gierighed med Andagts Maske dækker.
Den straffer ingen Synd, hvor fæl og sort den er,
Er kun Tilladelse kiøbt til Misgierninger.
O! vee det Folk og Land, som denne Afgud hylder!
Den Luft og Hav og Jord med Spøgelser opfylder
Og Dievle færdige at straffe hver en Mand,
Som løfter Hovedet, og tænker paa sit Land.
Hvad er saa helligt, den det jo med Fødder træder?
Vel sandt, den viiste sig i Fromheds lange Klæder,
Den nedbrød Templer, og slog Suttungs Drikken ud,
Og fra Valhalla drev selv Asers tappre Gud.
Men som naar røversk Hær et plaget Land undsætter,
Et Onde skaffer af, men andre nye anretter:
Saaledes Edda med Legender byttet blev,
Og Jertegn Grændserne for Tænkekraften skrev.
Nu hørtes første gang en kielen Paves Torden
At rulle over det forbauste stolte Norden,
Nu kiøbte Kiempen selv af hellig Angest fuld
Kostbare Løgne for sit gode Sølv og Guld.
En stolt Legat steeg op paa Rigets første Sæde,
Foragtede Regent maa selv til Døren træde.
Flid lokked nu omsonst de fulde Vipper frem,
Thi hellig Lediggang drog Høstens Nege hiem.
I Himlens Navn man bød enhver, som knurred, brænde
Blant hiin oprørske Slægt, hvis Ild faaer aldrig Ende.
Opoffre Folk og Land, saa har du Himlens Fred,
Læg Skienk paa Alter, og tag Brev paa Salighed.
Afsvør Fornuftens Brug! Fordømt er hver, som tænker!
Saa lød Kirkens Sprog. O! skammelige Lænker!
Usalig Overtroe, du Vei til Slaverie,
Har nogen udvalgt dig, og blev fremdeles frie?
Er han kun Slave, som man hist til Aaren smeder?
Nei, glem din Borgerret, strax bær du ogsaa Kieder.
Ei nok. Skiult inden for den dunkle Klostermuur
En nye Forræder laae mod Nordens Børn paa Luur.
Tilsfulde, Frihed! blev dit Riges Scepter brækket,
Da Tapperhedens Rest den kielne Vellyst svækked.
Dog, Vellyst voxte ei naturlig i vor Jord,
(I varme Lande den frivillig ikkun groer)
Men som en fremmed Urt Udlænding den medbragte,
Dens Honningsøde Gift forvendte Ganer smagte,
Strax elsked man den op; Den trivdes, sanked Kraft,
Af Heltedyders Liig den sued Nærings Saft.
Da, da blev Kiempen som af Troldoms Dunst bedøvet,
Og Borgermodet reent af ædle Hierte røvet,
Da sank bevæbnet Arm, og Sværdet faldt af Haand
Som feig frembød sig selv til skammelige Baand.
Paa Skioldet Mynten klang, og Land og Rige solgtes,
Foragt og Overmod med bøiet Nakke taaltes,
Den stolte Friheds Aand, det tappre Barbarie
Til slebne Sæder blev, og haanligt Slaverie.
Men disse mildere, var’ de og bedre Sæder?
Nei, ingen ædel Daad kan tænkes udi Kieder.
Der styrted Laster, som af aabnet Sluse ind,
Meneed blev Vittighed, og Gudsfrygt Hiernespind,
At blande lumsk Forgift, som Kiempen haant foragted,
Selv denne Søndens Kunst blev nu for Statslist agtet.
Anden Sang.
— — heroum qvondam fortissime frustra
Tantane tam patiens nullo certamine tolli
Dona sines? —
Virg.
Som Jovis stolte Træ udvikler langsomt sig,
Inddrikker Sec’lers Saft, og groer umærkelig,
Men tit fornyet Løv en sildig Slægt beskygger,
Dryadens viise Valg sin faste Boepæl bygger
I stærken Stamme; Kiek den Skovens Nestor staaer,
Og spotter Øxetand og Vold af hundred Aar;
Saa Slaveriets Vext man neppe kunde kiende,
Dets første Barndom gik med seene Skrit til Ende,
Det sanked langsom Kraft i sine spæde Skud,
Men skiulte Rod sig meer og meere breded ud.
Som Klippen blev det fast. Med hvilken skamfuld Smerte
Igiennemborer ei Erindringen mit Hierte
Om disse Tider! O! min Geist, flyv frem med Hast,
Og yd vor Skiendsel kun et flygtigt Øiekast.
Hvor traurigt Skrit for Skrit dens sorte Spor at følge,
Og hvad med kierlig Flid forsvundne Tider dølge
Til Lys at drage frem! Saa sank da hist og her
Kun nogle af de Træk, som Trældoms Mærke bær’,
At Friheds Alder, der ved Christian kom til Live,
Maa desto gladere for vore Hierter blive.
Hvad fandt ei Aaget? Selv Naturen undertrykt
Af Vold og Tvang fra sit velgiørend’ Maal blev rykt.
Mon den til Jordens Folk ei saa ulige skifted
Sin Rigdom, for at faae en gavnlig Omgang stiftet?
Den ømme Moder hver lyksalig vilde see,
Og skienked hiine Land’, hvad disse manglede:
Den aabned i sit Skiød en riig og varig Kilde
Til lige Velstand for hver Søn, som øse vilde.
Klyv kun paa Gisnings Trin til Verdens første Aar,
End skimte for dit Syn Naturens blege Spor
I Alderdommens Nat: Ei vælter Jorden længe
Paa hurtig Axel sig, før Folk til andre trænge.
En driver haarden Plov i Jordens Indvold ned,
Hans Lod er Middags Soel, suur Sveed og Mødighed,
Med Suk han samler dog de gyldne Høstens Knipper,
Og finder liden Trøst i fulde Ax og Vipper,
Naar barsken Boreas med Frost i Skiæg og Haar,
For hielpløs Nøgenhed til Vintren foreslaaer.
Hans seenefulde Krop maa derfor Hyrden klæde,
Som selv blier lykkelig, da han faaer Brød at æde.
Hiin planted Skiebnens Haand ved det troløse Hav,
Og ham anviiste der sin Næring eller Grav,
Bortrømt fra nøgent Sand, hvor Storm og Slud kun trued,
Dryaden fra sit Bierg dog venlig til ham skued;
Bring, raabte hun, din Skat til min fredsomme Rod,
Læg Strandens Gaver ved min skyggefulde Fod,
Og med veldædigt Læe en tæt og sikker Hytte
Skal dig og dine strax mod Himlens Vold beskytte.
Det er Naturens Bud. Blot her dens Røst var spildt,
Forgieves vinked den til Nordens Folk saa mildt.
Den vinked til en Flok af følesløse Slaver,
Hvis underkuede Aand forskiød dens rige Gaver:
Hvad Himlen gyded ud paa vort frugtbare Land,
Kun Gavn og Vinding blev for fremmed Handelsmand.
Hist voxte Stæder op, der af vor Fedme næred
En Magt, som Nordens Marv og Levekraft fortæred.
See Taarne kneisende paa Danmarks Grus i Skye,
Et haanligt Seierstegn er hver en Hansebye.
Omsonst velgiørende Naturens milde Hænder
For hjemmebygte Kiøl grov her saa dybe Render,
Omsonst udviided sig den moderlige Havn,
Men studsende den fik kun andres Børn i Favn.
Den haarde Eeg, som før bar mangen tapper Bande
Af Danske Røvere til angestfulde Strande,
(Da en roesværdig Iid) stod nu paa Bullen fast,
Og ei fra Nordisk Field nedsteeg der nogen Mast.
Alt eget var forsmaaet. Det blev en hævdet Vane
Med fremmed Lækkerhed at kildre kræsen Gane;
Du gamle Danske Aand, fortæl hvor Ødselhed
Upatriotisk blev, du græd saa tit derved.
Med mange dybe Suk du saae Udlændings Mumme
Af givet Fortrin stolt i Gildesbæger skumme;
Mon ingen Kierne i vor egen Ceres var?
Mon Danske Agre Torn og Tidsel ikkun bar’?
Den slebne Statsmand kun med Nordens Titel spøger,
Vel har den end sit Sted i Planer og i Bøger,
Men dens Indflydelse og Virkning er saa svag,
Som Solens Straaler paa en slakket Vinterdag.
En myndig Keiser vil tiltrue sig den Ære
At Danmarks Løver skal, som Lam, hans Kieder bære:
Han Hellebarden alt i Aanden seer nedlagt,
Og Kongen, som Vasall, for sine Fødder strakt.
Rom husker, at den før var Verdens Herskerinde,
Da den behøved kun at komme, see og vinde;
Høit troner han endnu, dens herskesyge Aand,
Paa Vatikanet med et dobbelt Sværd i Haand.
Med eet han Troens Rov til Helveds Pøl nedsender,
Det andet han imod oprørske Fyrster vender.
Hans stolte Diadem tredobbelt Vidne bær,
At han ei Kirkens blot, men Verdens Konge er.
Som Capitolets Gud han tager til sin Torden,
Og raaber: Danmark! hør! Min, min er hele Jorden,
Din Krone er kun let, Sanct Peders Skienk er den,
Sin Fiende rykker han den fra, og gier sin Ven.
See Norden, som var skabt til en uhyre Kiempe,
Forgieves stræbed nu med Dværge Arm at dæmpe
Det Pavelige Mod. Banstraalen blinkede;
Og Odins Børn i Støv om Naade tiggede.
Ei Kirkens Høvdinge for Tronen mere bæve,
Forvoven Bispestav de frækt mod Spiret hæve,
Med Avindsskiold paa Arm de tænde Feidens Blus,
Og reise Borger op mod Konge, Huus mod Huus.
Jeg gyser ved at see, hvor alt fra Slot til Hytte
Fra Plov til Scepteret var graadig Fremmeds Bytte.
Paa Nordens Horizont af Videnskab og Smag
En Dimring syntes at bebude Lys og Dag;
Strax smiler Krandsen mod Teutoners stolte Sønner,
Og Guld og Hæderspost den Franske Yndling lønner,
Mens uopmuntret Flid i ydmyg Borgerdragt
Umærket mulner, og besoldes med Foragt.
Var der i Danskes Bryst ei Mod, ei Aand, ei Styrke
Til Viisdoms Døttre med en værdig Ild at dyrke?
Staaer Adzer, Saxo, op af eders tause Grav,
Fortæller om det Navn, I Danmark fordum gav!
Endnu Urania ved Nattens Lampe græder
Paa Hveens Høie, og med Taarer Gruset væder
Af Brahes Stierneborg, hvor Viisdoms Tempel stod
Og stundom undrende Monarker selv indlod.
Hvor Himmelen steeg ned at lade sig beskrive,
Hvor Sphærer lode sig i deres Hvirvler drive
Af Philosophens Haand. Her Danmark! her du gav
Din egen Ære, men ei Tyges Been en Grav.
Og du, hvis Siel var skabt en Verden at regiere,
Saafremt du havde kun vidst Medgangs Smiil at bære,
Den dunkle Fængselmuur ved Nids berømte Aae
Din Skiebne, Griffenfeld! og Løn fortælle maa.
Nu bort med Landets Sprog! En udansk Mund befaler.
Ei Mars, ei Themis meer med Dannertunge taler.
Min glade Sang var da vist blevet overladt
Uyndet og ulæst til Pøbel, Møl og Nat.
Ret som en langsom Gift den svage Krop udtærer,
Og med utæmmet Ild i piinte Indvold skiærer,
Mat synker Knæet ned, og Øiet slukkes ud,
Og Dødens Billed staaer afmalt paa gustne Hud;
Saa brød og Sygdom løs i alle Statens Aarer,
(Af sieldne Patriot den pressed spildte Taarer)
Dens Grundvold ravede, dens Seeners Kraft forsvandt,
Den pusted med Besvær, og ingen Læge fandt.
Vor Jammer voxte med den frække Sytlings Vælde;
Fra Eiderstrømmen til Finmarkens kolde Fielde
Den teede sig. Eens Nød, eens Svaghed overalt!
Dyd, Ære, Tapperhed og Fliid i Støv nedfaldt.
Thi hvor er Fædreland, naar Borgeren er Slave?
O! Statsmand, Heltemod er ikkun Friheds Gave.
Hyld Aaget først, spørg saa: Hvo døer, som Landets Ven?
Nei, da er Dyden mat, da sover Modet hen,
Og selv Naturens Smiil har da ei meer som fryder.
Hiin tonefulde Skov, hiin Bæk, som skumfuld skyder
Igiennem Blomsterdal; Hiint Bierg, som stiger op
Med pyramidisk Pragt, endskiønt dets stolte Top
En gylden Krone bær af Baunens tappre Luer,
Med Bryster fuldt af Iis den kolde Slave skuer.
Ei grønne Frugtbarhed, som nedsteeg paa hans Land
I milden Foraars Skuur, hans Hierte qvæge kan.
Hans Fadersstolthed ei en talriig Æt oppuster,
Forsagte Søn han med uvillig Aand udruster,
Naar udspredt Fanes Vink, og Krigsbasunens Lyd
Opfordrer Liv og Gods, og prøver Borgers Dyd.
Ja du, hvis Guddoms Kraft giør ene Helte store,
Du Riis for nedrig Last, men Dydens rette Spore,
Og Kunsters Drivefiær, og Værn om Fødestavn,
Du flygter, Ære, bort og levner kun dit Navn.
Mon Slaven skiøtter, hvo hans Herre er? Han byder
Aagvante Nakke frem, og hele Verden lyder.
I tappre Nordens Mænd! Hvor er nu dette Mod
Som offred Frihed før saa mangen Strøm af Blod?
Hvad? Føle I ei meer i eders Bryst at brænde
Den ædle Drift, hvorpaa man Borgeren skal kiende?
I nu ei Herrer meer i eget Fødeland,
Som bare Herreskiold saa tit til fremmed Strand,
Hvor eders Tordennavn med Skræk for Hæren reiste,
Mens stolte Seierstegn i eders Fodspor kneiste
Mod Skyen! Har I da forglemt at eders Magt
Viinranket Galliens Liv og Død har engang lagt
I Rolf hiin Gangers Haand? At Verdens Dronning bæved,
Naar tapper Cimbriske Helt Stridsøxen fordum hæved?
Var dette Alders Skik, var dette Fædres Viis?
Nei, de med Skiold paa Arm gav Livet selv til Priis
I blodig Leding, før de taalte Ret blev krænket,
Som var Naturens Arv, og dem ved Fødslen skienket.
End brast hiin Dysse nu, og Helten løfted op
Af Høiens mørke Skiød sin vaabentunge Krop,
Og saae sin Sønnesøn troehjertig Sved at yde
At fremmed Graadighed fuld Mætte kunde nyde;
Hvad patriotisk Harm optændte da hans Bryst!
Mord brøled han og Hævn med skræksom Torden Røst.
Han rased, Tænder skar, hans Brede alting knused,
Hans Blod med febrisk Fart i svulnte Aarer brused,
Der ingen Grændser for hans ædle Iver var.
Saa en Løvinde, den man Ungen røvet har,
Opfylder Luften med sin frygtelige Stemme,
Gienlyden af dens Sorg Sandørknerne fornemme:
Dens Øine funkle Ild, den reiser Manken grum,
Den slaaer med Halen, og nedfraader blodigt Skum.
Din Harm var billig Helt! Men tænk dog ei at Norden
Bar stedse taaligt Aag, og taus frembød (som Hiorden
Sin Uld for Hyrdens Sax) Land, Gods, og Ret og Brød:
Det var ei ganske Steen, det følede sin Nød.
Som Klippens lodne Søn, hvis Stolthed Aaget krænker,
Tit river i sit Baand, og brummer udi Lænker:
Saa sled og Nordens Træl tit med modvillig Harm
I Jernet, Afmagt lumsk paalistede hans Arm.
Der reisde sig Mænd af Mod af Iver fulde,
(Dog kun Forbilleder paa Ham, som engang skulde
Reent giøre Norden frie) Mænd, som oplivede
Den svage Gnist af Kraft, der sov i Hierterne.
Om Himlen formørkedes, og fæle Tordner trued,
En patriotisk Flok man dog bestandig skued
I Tvangsler klippefast, i Aaget glimrende,
Og Hæderkronet selv i Undertrykkelse.
Som naar en Stiernes Lys med mindste Bleghed smiler
Ud over vildsom Stie, strax Vandringsmanden iler
Med nyt fordobblet Mod til Maalet: Eenslig Ørk
Ham synes nu ei fæl, ei Natten sort og mørk.
Saaledes nu og da oprandt der Absaloner
Til Dannerfolkets Trøst. O Under! Selv der troner
En Friheds Helt, en Knud i det nedtrykte Nord,
En Mand, som Krøniken nok vilde kaldet Stor,
Om hans Trophæer ved betvungne fierne Strande
End havde aldrig kneist, om ødelagte Lande
Ham aldrig havde kiendt, og gyset ved hans Navn,
Og hyldet Danmarks Spiir med Friheds bittre Savn.
Hvad? Danmark seierrigt! Er dette Trældoms Alder?
Dog see, dets Herredom med Knud opstaaer og falder:
Som Lynild var dets Glands, den blinked, og forsvandt —
Men Frihed snart igien en Ven paa Tronen fandt.
Den kiekke Valdemar et Øieblik ei nøler,
Saasnart han Folkets Ret, sit Kald og Embed føler,
Før han beslutter at udslette Rigets Skam
I ædel Hævn. Hvad Mod, hvad Kraft besieled ham!
Orcaner bar’ hans Harm til Visbyes Oplags Huse,
Og Sværdet brækked ind, og som af aabnet Sluse,
Udstrømmed Indisk Gods, og Serklands Kostbarhed
I Snekken svømmede til Siellands lave Bred.
Der stræbed mange fleer med Valdemarske Iver
At skaffe Landet Ret, men faa kun Himlen giver
Den stolte Lykke at udrydde Slaverie,
Og fra Udlændings Baand at giøre Landsmænd frie.
Sig Bierge dyngeviis for hvert et Skrit opskiøde,
En Hydre var det, man i Kampen skulde møde,
Om man end Hovedet hug fra dens grumme Krop,
Saa voxte tusind strax af blodig Vunde op.
O! Christian, det var Dig, vor Skytsgud forbeholdte
At bryde reent det Aag, som Nordens Kummer voldte.
Min Musa skuer stolt hvor dine Fædre staae
Med saligt Smiil at see den store Dag opgaae.
Hvor strømmer Herlighed ind paa mit matte Øie!
En usædvanlig Skye nedstiger fra det Høie,
I Morgenrødens Blod den farvet har sin Ild,
Som Æther er den let, dens Gang er høitidsfuld.
Den aabnes — Klæd i Glands, som Solens giør til Skamme,
Den Danmark hellige, den Oldenborgske Stamme
Besøger end engang sit før saa elskte Land
At signe Folket, og sin Søn, vor Christian.
Jeg seer dens første Helt med Fred i Øiet stande,
Høi Viisdom, Ret og Skiel boer paa hans stolte Pande.
Hans Søn ophæver sig langt over Tronens Pragt,
En Borger troer jeg kun at see med Kongemagt.
Den næste efter ham har Synet fuldt af Luer,
Men o! hvor stor den Siel, som i hans Ansigt truer.
I hiins de kloge Træk staaer hans Bestemmelse
Som Værge for en Stat, hvis Grundvold vaklede.
Og Du, som efter ham besteeg en ravend’ Trone,
O! Dyds og Mildheds Helt, hvor glimrer ei din Krone!
Du elsked Sandhed, og et Fakkel tændte an
Som lysed Mulm og Løgn fra Dit oplyste Land.
Trompeten klinger. Hvo er harniskklædte Kiempe,
Der skinner hist saa stolt? Hans blotte Syn kan dæmpe
En Fiendes Mod: Jeg seer Krigsguden staae for mig,
Hans hele Mine, Daad og Navn er Seierriig.
Udmærkt af Tapperhed jeg Tronens Nestor kiender
Som styred Stat og Skib med lige øved’ Hænder;
Forbaust selv Nordens Pøel fik sin Monark at see
Hvis Taarne løfte end hans Navn mod Skyerne.
Hiin pryded Kronen med en nye Juveel, og strakte
Sin Magt saavidt, som før hans ædle Hierte rakte.
Og hist staaer vor Lykurg med Kongen i hvert Blik,
Nei, ingen meer forskyldt en Ærestøtte fik.
Hil Dig, hvis Billed end i Oldings Minde lever!
Naar i anstukne Luft grum Morderenglen svæver,
Naar Sværdet raser, og Din Stad i Røg opgaaer,
Dit uforkrænkte Mod dog læger alle Saar.
Din ædle Søn anseer det for sit Scepters Ære,
At hans Exempels Glands kan Folket Gudsfrygt lære.
Men Du, hvis Ansigts Træk er fromme Englers liig,
Jeg spør ei, hvo Du er, mit Øie kiender Dig.
Det flød i barnlig Graad med (o hvor bitter) Smerte,
Da Rygtet om Din Død forfærded Folkets Hierte —
Metal- og Marmor-roes ved Tidens Vold forgaae,
Men Sec’ler intet mod det Monument formaae,
Som staaer i Folkets Bryst den beste Konge viet;
O! at hos ømme Børn han længer havde biet!
Dog hvad! Han lever jo endnu i Christian
Og Friderich til Trøst for sit forløste Land.
Tredie Sang.
Vel mig, jeg skulde da den glade Stund opleve
Da Tvillingrigets Suk og Ønsker fyldte bleve.
Fra Himlen førtes den i Solens Farve klæd
Med Blomster kront, i høi Triumph til Jorden ned.
Udi dens venstre Arm et Forraadshorn nedvendte
Sin gyldne Aabning, og paa glade Land udsendte
Held, Gods og Frugtbarhed. Udi dens høire Haand
Laae Fredens Oliegreen; I rosenfarvet Baand
Saae Musen at den bar Hans Billed paa sit Hierte,
Som bød den ile, og helbrede Nordens Smerte.
O! trefold glade Tiid, hvor Danmarks Krøniker
Vil bryste sig af dig! Naar mange Seculer
Paa Dannerfolket din Velsignelse har gydet,
Og du en sildig Slægt din søde Frugt har ydet,
Da skal lyksalig Søn end skiønsom tegne an
Det gyldne Aarstal, og den Syvend’ Christian
Med samme Skrift, som i hans Fædres Siel var trykket;
Og da, naar Nordens Ven fra Sceptret er bortrykket
Til Himlens høie Fryd, naar Marmorbilledet
Paa kostbart Mausolee Aartusinde har grædt;
Da skal en Sorgens Flod den kiere Aske væde,
Den hellig’ Levning af sit Folkes Trøst og Glæde.
De Øine, som sin Ven og Fader aldrig saae,
Dog taarefulde skal ved Kongens Urne staae.
Hvad seer jeg? Et Uhyr’ med bistert Aasyn skuer
Paa Rigets Borgere. Af gloend’ Øine truer
Misundelse og Hævn. Dets blege Ansigt bær
Fuldt Vidne om en Sorg, som det i Hiertet skiær.
Paa Kloebevæbnet Fod der rasle tunge Kieder:
Mon jeg ei kiender dig? Jo, jo, du Avind heder.
Ja ras kun, brøl af Harm, spye Edder af din Mund,
Formørk med giftig Damp vor Friheds første Stund,
Med Nordens Soel skal snart igiennem Skyen brække,
Og dig og al din Hær til Rigets Grændser skrække.
Vor Christian vinker kun, strax flygter Trældoms Aand,
Han smiler ikkun blidt, strax briste alle Baand.
O! stolte Handling, værd Skioldungers ædle Stamme!
Bereed din Dannemark, din Krone at annamme,
Din glade Indfødsret. Skytsguder festelig
Om Christian i Pragt og Glands forsamle sig.
Han sidder paa sin Stoel. Med kongelige Taarer
Han overseer sit Folk. Hans milde Ømhed saarer
Den Folk nedslagne Børn; Hvad Scene er ei det?
Hver Vinkel raaber lydt: O! Christian skaf os Ret!
Hvad synger du min Geist? Nei Christians eget Hierte
Var Folkets Talsmand, og fornam dets tause Smerte.
Han sine Sønners Arv seer i Udlændings Skiød,
Og denne ofte mæt, naar hiine græd for Brød.
Statslegemet er koldt, al Virksomhed sig taber,
Og Handel, Flid og Kunst og Dyd og Videnskaber
Vantrivs, de største Pund i Jorden graves ned,
Thi der er intet Haab de kan fremlokkes ved.
Alt dette skuer han. En kierlig Faders Smerte
Udbreder sig med Vold i Kongens ømme Hierte;
Dybt skiær den som en Piil udi hans Inderste,
Og jager qvægend’ Roe paa Flugt. Medborgere!
O! lader skiønsom Tak i eders Siele brænde,
Saa tit I Øinene til Kronens Byder vende.
Hvor snever (dømmer selv) er eders Sorgers Kreds,
Og eders Pligters Krav, hvor hastig stilt tilfreds?
Foruden Nag I da til Søvnens Favntag haste,
Og eder ned i en letheisk Afgrund kaste.
Det samme Dække, som med Midnats Dunkelhed
For Himlen falder, gaaer for eders Kummer ned.
I slumre sødt. Men see! Landsfaders Øinelaage
Ved Hanegal endnu for eders Velfærd vaage:
Forgieves Edderdun og dæmpet Cithar Stræng
Indbød en venlig Blund til grublend’ Fyrstes Seng.
Hans Hierte for sit Folk i søvnløs Uroe banker,
Der væltes Alper op udi hans Siel af Tanker
Som Bølger paa et Hav. Nu lægger han en Plan
Til bedre Næringsbrug; Nu giennemreiser han
Sin Stat, og Held og Flor i hver en Vinkel skaber;
Nu fletter han en Krands for Dyd og Videnskaber;
Nu løser han saa milde ærværdig Bondes Baand;
Nu laaner han et Værk sin hielperige Haand
Som Afmagt trued før i Støv at undertrykke.
Nu sørger han endog for ufødt Afkoms Lykke,
Han byder unge Træer i sikker Hegn og Læe
Til næste Seculs Gavn betimelig at groe.
Nu lader han stolten Kiøl krum sig paa Stablen reise,
Nu Danske Vimpel blant Spizbergens Klipper kneise.
Som Statsmand styrker han sit Spiir ved fremmed Pagt,
Som Landets Fader ved at hæmme Lasters Magt,
Og gierde om sit Land med vel udførte Love.
Saa gyder Foraars Skye, mens trætte Landmænd sove,
Paa tørstig Ager en veldædig Regnskuur ned,
Den aarle smiler i forfrisket Grønhed klæd.
Nu reiser Kongen sig med Bryster fuldt af Iver,
Og Ilden i hans Sind end meer oppustet bliver
Af Rigets fødde Ven, sin Alders Trøst og Vel,
Til Hierters Konge skabt, og Christians anden Siel.
Behøver jeg Dit Navn for Broderbørn at nævne?
Blot det at giette Dig opflammer hver en Evne
Til glad og fyrig Tak. (Fred hvile over den,
Som danned Nordens Prints til Nordens beste Ven)
Udrustet Christian stod liig harniskklædde Kiempe,
Med Vælde rustet ud og stadigt Mod at dæmpe
Sit Folkes Klagemaal. Han Rigets Tavle tog,
Og disse gyldne Træk i evigt Marmor drog:
„Udlænding skal ei meer mit Folkes Brød fortære,
Kun den Indfødtes Arv skal Landets Fedme være.
Blot han, som første Lys i Danske Stater saae,
Skal Borgerret og Rang i Christians Rige naae.
Men vil en fremmed Søn dog kalde Danmark Moder,
Da vorde han mit Folk en huld og nyttig Broder!
Vee den forvovne Haand, som rokker dette Bud!
Det stande klippefast til Danmarks Navn døer ud.“
Min Siel! hvad føler du? Mon vor fornyede Ære
For Patriotens Bryst kan ligegyldig være?
Et mildt elektrisk Stød hver Leve-Evne faaer,
En nye og ukiendt Ild i hver en Aare slaaer.
Dog tie, min Musa, tie med hvad du selv fornemmer,
Men bland din stolte Sang med hiine glade Stemmer,
Som høres oven fra Nordpolens evig’ Iis
Til Elvens Strandbred at udbrede Christians Priis.
Det glade Budskab, som farer ud paa Rygtets Vinger,
Af Marmorfjeldet selv en frydfuld Gienlyd tvinger,
Frit Landets Engel nu drog første Aandedræt,
En Steen faldt af dens Bryst. O! hvor blev alting let!
Nye Kraft udspreder sig i alle Statens Lemmer,
Hver Vunde bliver lægt, hver egen Sorg forglemmer;
En Ven begræder ei sin nyelig tabte Ven,
En Fader husker ei, at Døden nys rev hen
Hans sidste Søn og Haab. Den mørke Skye forsvinder,
Og Rigdom maler sig paa Armods gustne Kinder.
Selv Kiv og Tvist blier fuld af Venskabs milde Aand,
Og Avindsmænd med Smiil udrække fredfuld Haand,
Ja næsten Karrighed af Glæde gavmild bliver.
Den offentlige Fryd hvert Hierte med sig river
Som en utæmmet Strøm. See Fleste hist og her
At tumle sig omkring som glade Satyrer.
O! undres ei, min Ven, om Patrioten skienker
Sit Bæger fuldt, naar han seer Landets brudte Lænker.
Han ønsker Kongens Vel, og tømmer sin Pokal,
Beseglende hver Skaal med harmløs Tordens Knald.
O! lad mig tage Deel i disse muntre Scener!
Høirøstet Ærlighed her qvæder hvad den mener;
Her bruger Lystighed Naturens ægte Sprog,
Er det end noget vildt, hvor yndigt er det dog.
Langt meer elskværdigt, end den melankolske Glæde,
Som lister sig op til en stolt Erobrers Sæde:
Mistroisk kommer den, med maalte Skrit den gaaer,
Og Øine glimrende af en tveetydig Taar.
Den smiler med et Suk. Den raaber: Lykke! Lykke!
Skiønt hemmelige Nag dens qvalte Hierte trykke.
Med blege Kinder den besynger Seirens Dag,
Og tænker paa en Ven, som faldt i samme Slag.
Tyran, o! roes dig ei af slig fordreiet Glæde,
Ak, torde kun dit Folk, det vilde heller græde.
Nei, det er Christians Roes, at ingen Frygt og Tvang
Om stolten Indføds Ret udpressed Nordens Sang.
Dog hvad? Er Folkets Raab da stedse Sandheds Borgen?
Som Skyer drives paa en kornkuld Vintermorgen
Af Vinden hid og did, snart blinker Solen frem,
Dens matte Guld igien strax skiuler sig bag dem;
Saa et ustadigt Folk snart laster, snart bifalder.
Men aldrig Christians Priis hans Land tilbagekalder,
Hans Hulds den glade Frugt skal evig vare ved,
Hans Minde blomstre skal med vor Lyksalighed.
Graahærdet Olding froe i sin Løvhyttes Skygge
Skal samle sine Børn, sin høie Alders Hygge,
Og sige smilende: Kong Christian det er
Som giør at jeg med Lyst kan favne eder her.
Han giør at Flid og Dyd sin Krands ei meer skal savne
Han styrer Rigdom ind i folkevrimlend’ Havne
I Bondens Furer han fremlokker gylden Høst,
Og Hyrdens Pibe selv indblæser Liv og Røst.
Alt føler Ham, sin Siel. Lad eders Hierter lære
I varm Gienkierlighed at sætte Pligt og Ære!
Hver vorde for sin Æt den glade Sandheds Tolk,
At Tvillingrigets Børn ved ham blev til et Folk.
Fierde Sang.
Driv bort du dunkle Skye, som Eftertiden dækker,
Viis min oprømte Aand de lange glade Rækker
Af kronte Seculer, som Norden forestaae,
Og Indføds-Rettens Børn med Sang i Møde gaae.
Hvad stolt og ædelt Syn! Som naar den blide Sommer
Med yndig Regn og Soel fra Himmelen nedkommer,
Da skyder Agren Ax og Brød for næste Aar,
Og al Naturen en forynget Skiønhed faaer:
Og Granen samler Kraft i sin den ranke Stamme,
Og Engene med Guld- og Purpurtepper bramme,
Og Skovene faae Liv, og Fugle uden Tal
Opfylde med Musik den Krandsbehængte Dal;
Saa Christian, den Ret, som Du Dit Folk har givet,
I hele Riget har nye Vext, nyt Mod oplivet,
Den varmer som en Soel i Statens Inderste,
Og skienker alting en fornyet Skikkelse.
Indfødte Adel nu sin Konges Stoel omringer,
Og arvet Trofast den, ei leiet Huld medbringer,
Den danner Dannemark ei efter Frankrigs Plan,
Og tænker ei for sig, men for sit Fædreland.
Den sin Erfaring til sit Folkes Vel anvender,
Og ubekiendte Lys i Fyrstens Raadsal tænder.
Den veier kierligen sin Landsmands Kræfter af,
Formindsker heller, end forøger Statens Krav.
Og Folket glæder sig; Det veed en Broders Hierte
Kan ikke være lukt for Brødres Nød og Smerte;
Det veed, at hvert et Suk, at hver en Sorgens Taar
Blier følt af ham, og giør hans ømme Siel et Saar,
Naar kold Udlænding i sit Kabinet foragter
Hans Undergivnes Graad, og kun sin Plan betragter.
Hvor iiler Lærdoms Søn utrættet i sit Løb!
Hvor styrkes ei hans Aand ved Fremtids glade Haab!
Han seer den Krands bered, som engang ham opretter
Sin Ungdoms Sveed og Flid og mange vaagne Nætter.
Ei længer frygter han, at fremmed Haand den Løn
Skal rykke bort, som kun tilkommer Landets Søn.
Nei, hviil i Kongens Ord, du unge Borger, ene
Du Lønnen have skal, men ogsaa den fortiene —
Mit glade Øie seer de faire Plantebeed,
Hvor Dyd og Lærdom staae omgierdede med Fred,
Og Poder ’elskes op til Statens Ziir og Ære,
Som snart skal flyttes ud, og modne Frugter bære:
Betids de spæde Bryst her Manddoms Stempel faae,
Maaskee en Newton i hiin Lærling kan opstaae.
Lyksaligt Tvillingland, hvor det er Tronens Hæder
At amme Viisdom op, og yppe gode Sæder
I hellig Ungdoms Siel! Hvad Høst beredes her!
Langt meer end Seculers Velgiører Christian er.
Til hvilken hellig Fest er det I pryde eder
O! Viisdoms Døttre, med nye Glands, nye Yndigheder?
Hvad? Staaer ei Christian med Indføds-Lov i Haand,
Og dennem smilende indbyder til sit Land?
Nu iile de til Nord. Hør hist, hvor Rostret lyder,
Hvor Dydens Bud ud’ en Honning Strøm nedflyder!
Her drages Hedenold frem til den klare Dag,
Vi høre Kiempens Stiig, og Sværdets tunge Slag.
Tam Lynild hentes ned i Philosophens Stue;
Guldstriimet Sommerfugl, og purpurvinget Flue
Tye til en Dansk Linnee. Fra Dalens stille Favn
Gaae Blomstre flokviis bort at høre deres Navn.
Tys! hvilken sød Musik! Fortrylte Strænge røres,
En munter Sammenlyd af stolte Skialde høres,
Ham synge de til Priis, hvis kongelige Gunst
Fremkaldte af sin Nat de gamle Barders Kunst.
Maaskee min Sønnesøn om Indfødsret tør vove
Et Qvad, naar disse Riim i Lethes Mørke sove;
Maaskee en nye Pindar i høi olympisk Glands
Afriver længe før min Tindings grønne Krands.
Athenens Kunster og til Nordens Fristad fare;
For Evigheden de sin Stifters Træk bevare,
Velgiøreren staaer frem af haarde Marmorbrud,
Og Danmarks Fædre gaae af Norske Ertze ud.
Og Du er Christian, og Du er Christians Broder,
Og Du den Dannebod, vort Lands og Konges Moder!
Hvi skal jeg eder kun i svage Aftryk see!
Saa vil en sildig Søn udbryde sukkende.
Jeg nævnede Athen. Behøver du at lære
Mit stolte! Danmark, af en Phidias at ære
De raske Helte du opammer i dit Skiød?
Nei! Fredriks store Siel til Eftertiden brød
En nye og ukiendt Vei for dine Sønners Minde.
(Hvad Stie til Evighed, som han ei veed at finde)
Han lærer Stenen selv at tale; Med Foragt
Anseer en Marmorgud nu al sin Grædske Pragt.
Bort Fabler! dette Sted ærværdig Sandhed pryder.
Enfoldige Ziirat hos Fridrichs Blomsterbeed!
Kun Helten føler det opløftede derved.
Til fordums Hændelser hans Siel tilbage’ skrider,
Han læser, og hans Aand bliver fuld af andre Tider.
O! tause Talekunst, hvert Navn en Lærdom er,
Hver Steen en Mine riig paa nye Betragtninger.
Flyv daglig hid, min Geist! din Borger Ild at nære,
Føel Lyst og Mod og Kraft til værdig Dansk at være,
At hiine Fædre, hvis Erindring giemmes her,
Maae ikke blues ved du deres Landsmand er.
Hvad Geist! Er det ei nok at Kunst og Lærdom blive
Ved Indføds-Lovens Smiil paa nye opvakt’ til Live,
Er det ei nok, at den gier sine Sønner Brød?
Skal Rigdom og ved den opstaae af Havets Skiød?
See, paa sin Borgerret aarvaagne Kiøbmand stoler,
Og fra sit Skriverbord bespeider begge Poler:
Hans Skib forstaaer hans Vink, og flyver flux afsted
Forvandlende til Guld alt hvad det rører ved. —
Han lader Indien ved Danske Kyster lande,
Og fører Norden ud til Mogols hede Strande,
Han byder sin Harpun at qvæste modig Hval
Som dandser sorgesløs blant svømmende Krystal.
Er det ei Christians Aand, som disse Seil oppuster?
Ei Indfødsrettens Styrs, som dette Skib udruster?
Ærbødig tænker jeg, Vindskiblighed, dit Navn,
Du Nationers Drift til fælles Vel og Gavn,
Som væbner Søemands Syn, antænder nye Sole,
Og sammenføier den forbauste Klodes Pole.
Ved dit det tause Nik blev allerførste Mast
Fra Biergets steile Top i Havets Bølger kast;
Dig har hvert Folkeslag sin Magt og Vælde skyldet,
Du Staters Forraads Huus med Overflod har fyldet
Fra den Tiid vinget Skib fra Tyri stolte Havn
Til Herkuls Støtter bar Phœniciernes Navn,
Og indtil Themsens Stad, og den ved Amstels Strande
Indbyrdes mellem sig fik delet Jordens Vande.
Saa stort er Nordens Held og den Velsignelse
Som krone skal endog ufødte Borgere.
Men er og dette alt? Paa Krigens blodig Bane
Jeg seer en Helteslægt at følge Ærens Fane.
Mon indfødt Stridsmand blot forsvarer eget Liv?
Nei han forsvarer Huus og Børn og Ægteviv.
Hvor slaaer han tunge Slag! Hans Siel ved Landet hænger,
Ei skaaner han naar det til Arm og Værge trænger.
See hvor forsagt og kold hiin Leiesvend udgaaer,
Hvad har han der er kiert at vove Livet for?
Læs Norges Krøniker, saa skal du faae at vide
Hvordan det gaaer, naar Sværd og Hierter sammenstride,
Naar Odel varmer Bryst, da, da og ikke før
Staaer det som Klippen selv, og vinder eller døer.
Ja Odel! Norges Ziir og elskte Skytsgudinde!
Hvor er en Ædelsteen af din Værdie at finde?
Selv midt i Freden du giør Under. Granens Top
Din evig’ Lov og Roes til Skyen løfter op,
Hver Field dit Alter er, hver Luur din Vælde priser,
Paa hver en Jordplet du velgiørend’ Fodspor viiser,
Du gier hver Aarstiid Vink, og dine Yndlinger
Til Lyst, til Gavn, til Pragt, den villigt Offer bær.
Ei Normand langsom Vaar Lyst Mod og Haab betager,
Ei Sommerheden til uvirksom Skygge jager,
Ei Høstens Storm og Slud kan gierde for hans Flid,
Sneeklædde Vinter selv er ham en brugbar Tiid.
Tael, Guldbrands fede Dal, hvor Liv og Frihed hersker,
Hvor Landmand egen Sæd med muntre Arme tærsker,
Hvor Odelsbondens Skov opløfter stolten Top,
Men falder ved hans Nik, naar Slot skal kneise op.
Hvor Lammets Fromhed i de tappre Bryst opvælder,
Som Biørne Mod beboer, naar det en Fiende gielder;
Hvor store Siele boe i Folk af ringe Stand,
Hvor Kunst og Hændighed har dyrket hver en Mand.
Hvor gamle Sanddruhed og Troeskab endnu findes,
Hvor Ærlighed med et troskyldigt Du forbindes;
Kort, hvor den spæde Dreng lykønsker sig i Løn
Med Riften i sin Arm, at han er Dalens Søn.
Saa værdig, Danmark, er den Søster, som du deler
Din Christian med. Hun dit, du hendes Bryst besieler
Med samme Ild. Foreent’ ved et lyksaligt Baand
Selv over Havet I hinanden række Haand:
See hist mod Norges Skiær de Danske Vover trille,
Mens Norske Dønninger ved Danmarks Bredde spille.
Og her erindrer sig, du gamle Axels Stad!
Min Geist din stolte Daad, da Trængsler Rad paa Rad
Udfordred dig til Kamp, og dine Manddoms Dyder
Saa grusomt prøvede. O! Nordens Rom! (saa bryder
Den ud) Du hæver Spiir høit op i hviden Skye,
Men endnu høiere det ærefulde Rye
Af dine Sønners Mod og Tapperhed opstiger,
Da du indsluttede to ødelagte Riger
I din trofaste Arm, og hele Dannemark laae
Forinden denne Vold; Da var det Verden saae
Beundrend’ dine Børn at binde Sværd ved Belte,
Og spage Borgere forvandlede til Helte,
Og Hænder, vante kun til Fredens Øvelser,
Udsprede Nederlag i stolte Fienders Hær.
Som naar en beegsort Skye med Uveir svanger drager
Mod trodsig Klippe op, de mødes, Torden brager,
Ild styrter ud, og al Naturen blegner Mord,
Og Have strømme ned paa angestfulde Jord;
Saa drog en modig Hær mørk frem mod dine Volde,
Triumphen foran gik, alt færdig at udfolde
Sin Fane; Men den seer — hvad ingen Sang kan naae —
I Spidsen af sit Folk den Danske Fridrich staae
At døe for Fædres Stad. Hans Aasyn Skræk indgiver.
Dog sin blodstænkte Flok den frem til Angreb driver.
Røg mørkner Himlen alt, og tusindvinget Død
Med Hvinen flyver ind i dit betrængte Skiød.
Uhyre Klumper Jern slaae Templer ned i Grunde,
Men dine Stridsmænds Mod de ikke knuse kunde.
En Borger smiler haant ad sit nedfaldne Huus,
Og Hevnens Redskab selv opsøger i dets Gruus.
Stormstiger reises. Stok og Steen og Alt er Vaaben,
Kun giennem Borgers Bryst er Vei til Staden aaben,
Hans Siel er døv imod det tordnende Metal,
Og styrkes i sin Kraft ved dræbte Naboes Fald.
Mand brydes nu med Mand. Lemlæsted’ Fienders Kroppe
Nedrulle dyngeviis fra Kiemperne deroppe,
Som slaae Indføddes Slag. Kom, Kiøbenhavn, ihu
At du ved disse Slag er Stad og Dansk endnu!
O! havde Borgermod og patriotisk Varme
Ei opfyldt disse Bryst og styrket disse Arme
Til en ulige Kamp, og til at trodse Ild
Og Sværd og Døden selv, hvad var du blevet til?
Lad deres Minde da, o! lad det helligt være;
Lad sildigst Efterslægt af slige Fædre lære
At standse Seirens Strøm, og fælde Krigens Dom,
Og slaae, som der skal slaaes for Huus og Eiendom.
Hvad er Din Indfødsret, o! Christian, hvad andet
End Odel, hvormed Du velsigner hele Landet?
Fra vor medfødde Arv Du drev Udlænding bort,
Stolt siger nu Dit Folk om alting: Det er vort!
Kan Flid, kan Tapperhed ved Odelslov oplives
I mindre Kredse, hvad, naar hele Staten drives
Af dette store Hiul? En Malling skal opstaae
Og nye Materie til Folianter faae.
Hvor giennemtrængende er ei den Røst som kalder
Til ædle Handlinger vor glade Friheds Alder!
O! Zittre Landsmand, selv midt i din stolte Fryd,
Hør Indfødsrettens Krav: Retskaffenhed og Dyd!
Europas Øine op til Norden vendte ere;
De forske om du og har Kraft din Rang at bære.
Din Idræt svare dem! Dit Forhold raabe saa,
At Verden Christian i hans Sønner ære maae.
Tør Digterharpen sig for Himlen lade høre,
Og Høitids Toner ind i Helligdommen føre?
Algode! Du hvis Gunst giør Danmark lykkeligt,
At love Dig er hver fornuftig Skabnings Pligt.
Din Ømhed mod mit Folk udfolder Hiertets Vinger,
Med varm og ydmyg Tak til Dig det sig opsvinger.
Bliv ved at ynde os, Du vore Fædres Gud!
Bred selv i vore Bryst Din Frygt og Ære ud!
Styrk hver en Borgerdyd, at alle Folk paa Jorden
Grandgivelig maae see, Du er Regent i Norden!
Smiil ned paa Kongens Huus! Omgier med Fred vort Land!
Og silde tag igien Din Skienk, vor Christian!