Gyldne Tider det vare, da Skialde fra Himlen nedsteege
Og til Himlen igien bares af Hörernes Chor,
Da den levende Sang den digtriske Verden regierte
Og i Billed’ og Klang Livet oplösede sig!
Lig den rödnende Skye, som höit over Jorden bevarer
Den nedgangne Sols tövende Billed’ endnu,
Svæved’ det höit over Jorden i Fortidens standsede Straaler,
Aftenröden til hiin Uskylds og Eenigheds Dag.
Dette tövende Skiær var Guderalderens Minde,
Poesie det var: seenere flytted’ det sig
Hen mod Tidernes Opgang, forvandlet til Haab og til Længsel,
Ak! den svundne Dags atter frembrydende Grye.
Naar da Digteren södt med Billeder Kiendslerne lokked’
Op fra den qvalme Jord, Livet udvidede sig
Til en blaanende Æter, som favner Sole og Stierner
Og den taagede Dals tungere Dunster forsmaaer.
Under Digterens Fied sank Jorden for’ Phantasos’s Sfære,
Hvor med Mythernes Flok Hierterne legte, lig Börn,
Dog, lig Raphaels Engle, ei fængslede syn til Leegen,
Sindigen anende om Originalernes Pragt
Lig den guldsvangre Flod i nubiske Örkener, vældte
Poesie giennem Alt, favned’ den spirende Glut
Og ledsagede ham igiennem Livet til Graven,
Sindrig dölgende den under en haabefuld Vaar.
I den reenere Luft af blide, eenfoldige Sæder,
Hvor ei Meeningers Sværm dövende surrede rundt,
Klang end Hiertets Bud og Instinktens venlige Stemme,
Og kun det Skiönne var Menneskets velkomne Lov.
Musen ved Arnen stod, ved Vugge, Torus og Cippus,
Hvad hun berörte, fik ædel Betydning og Værd:
Musen styrede Stater og rygtede reisede Altre
Og gestaltet fremsprang rundtom det evige Liv,
Spaadommen aandede hun fra Præstens hellige Læber
Og af Lovgiverens Mund gav hun den rhytmiske Lov.
Glem det aldrig, o Menneskehed, at Musen dig skienked’
Sæder, Spaadom og Lov, Guddommens Billed’ i Dig! —
Salige Folk, som fordum omsmiled’ ægæiske Bredder,
Musernes Pleiebarn, blev du saa yndigt og froe!
Nærmere Tidernes Vaar, i dine Myther du standsed’
Mangen försteenet Blomst, stedse dens Vidne endnu.
Skiönhed din Guddom var og Digtren dens tolkende Tiener,
Yndig Tilböielighed pristes som Lykke og Værd.
Som Naturens Lyd af Kunstneren Love modtage
Og nu Toner, södt tolke det inderste Liv,
Selv din lavere Færd ved Poesie sig forædled’,
Fik Betydning og gav Gienlyd af forrige Tid.
Salige Digtre! ak! I toge de himmelske Krandse,
Ikkun tvende I lod ligge til seenere Tid:
Med den eene smykked’ den væbnede Sanger vort Norden,
Elskovs Sangere tog hastigt den anden og svandt,
Musernes Tempel brat forvandlede sig til en Lade,
Nyttens trældrevne Plov plöiede Skiönhedens Eng,
Angest forjagede Glæden fra Gudernes frygtede Altre
Og den stive Forstand ordnede Kiendslernes Leeg.
Det Undværlige blev oplöftet til höieste Gode,
Dybt i Jorden boer Menneskets nedsiunkne Trang.
Livet i Skabningen rundt til Hiertet trak sig tilbage,
Steene, Kilder og Træ’r tabte det sindrige Sprog:
Guddommens Billedstötte, staaer kold den fremmede Verden,
Og den huule Forstand maaler bedömmende den.
Sielden stige endnu fra Uranionernes Bolig,
Deres Herolder endnu, Digternes hellige Chor,
Men de herske ei meer i den indre, dybe Bevidsthed,
Thi med Bedövelse traf Skiebnen den plöiende Tid.
Derfor, Hammonia skal du herlig blant Stæderne være
Og den vandrende Skiald tye til din krandsede Port:
Nævner ei Saga endnu syv prisede Stæder, som strede
Om den store Homer, Digternes Fader og Gud?
Saa skal du nævnes fordi, et uhyre, sörgende Minde
Du ved Klopstoks Grav stod og indhylle dig!