Fangen liig, som langsomt sønderfiler
Fængslets Stænger med heroisk Svig,
Sandsens Vægg, som trangt omgiver mig,
Dag for Dag jeg at nedbryde iler.
Idealer udenfra indsmiler
Og igjennem Vuggen vise sig,
Stjernebilledernes Skare liig,
Naar ved Nattens mørke Barm den hviler.
Som indfattet i et klart Chrystal,
Nu ætherisk reent mit Liv henrinder
Under Himmelsyners Komst og Fald.
Stirrende paa mangt et Ideal,
Aanden tidt hvad Hjertet aned’, finder,
Dog det Herligste for snart forsvinder.