Meer end Hellas dulgte dybt i Myther,
Du mig lærte, viise Phantasie,
Da du mig ad stjernehegnet Sti
Løfted’ op til højere Adyter.
Styrtet ned til Dødeliges Hytter,
Efter Gjenlyd af den Harmonis,
Hist jeg mig saa sødt beruused’ i,
Mindefuld og sukkende jeg lytter.
Dog kun Mislyd rundt bedøve mig.
Saa en Pillegrim paa ørknens Veje
Hører Styrkens Brsl og Svagheds Skrig;
Over Vrag af sønderrevne Liig,
Ilende til Ly og natligt Leje,
Skrækbevingede, hans Fodtrin skeje.