I Æoners Følge, uden Tal,
Steendugsdraaber gjennem Dækket sier,
Deres Veemodstoner aldrig tier,
Aldrig standser deres Taarefald.
Mon i meer end jordisk Viisdoms Kald,
O Natur! sig Vander her indvier,
Til i mystisk-søde Harmonier
At fornemme Verdens Ideal?
Lad mig, løst fra Tidens Tavle, hvor
Ak! dets Aftryk aldrig sig fuldender,
Svinde bort til deres skjulte Chor!
Da, befriet fra Sandsens Slør og Gjord,
Med Henrykkelse end jeg erkjender
Alt hvorfor jeg nu forgjæves brænder.