Hvor, som Favn mod Havets Komme, sig
Biergamphitheatret vidt udstrækker,
Genua til Himlen Øjet trækker,
Hængende fra Pynten, stor og rig.
I dens Spiir, en Stiernekrone liig,
Dagens sidste Glimt endnu sig brækker,
Mens hernede Aftnen alt bedækker
Med sit Taageflor den stille Viig.
Skjønne Stad, som Aftenrøden fletter
Om sin Tinding og en Druegjord
Om de stærke Klippehofter snoer;
Hvor du Stolte Marmorfoden sætter
Ned paa Bølgen, som, Cameelet liig,
Rigt beladt, for dig nedkaster sig!