Der staaer en Blomst ved den klare Søe,
Den smiler i Dybet ned:
Og vil jeg den plukke, da maae jeg døe,
Fuldvel mit Hierte det veed.
Dog finder jeg hverken Ro eller Rist,
For Blomsten jeg plukket faaer,
Thi har jeg den plukket, det veed jeg for vist!
Jeg intet meere attraaer.
Der staaer en Blomst ved den dybe Søe,
Den Søe hedder Evighed;
vil Blomsten jeg plukke, da maae jeg døe:
Den hedder Uskyldighed.