I mit Eje jeg har et Skriin, Erindringens Tempel,
Fuldt af Reliquier ak! af den forbigangne Tid,
Da jeg med tusciske Blomster bekrandsed’ mit vandrende Komme
Og paa en Apennin aanded’ et lettere Liv.
Smaating er det kun, og mangen, jeg daarligt dem viiste,
Gammeldags smilede ad troligen vogtede Skat.
Legetøj er det for Hjertet, vel sandt! men er der da noget
Meer end Legetøj, meer end det Bedres Symbol?
Intet er smaat i sig selv, og hver en Ting i Naturen
villig modtager sit Præg af den bestående Aand.
Som i mangfoldige Dug den seneste Sol sig afmaler,
Een i tusinde kun, tusinde ikkun i Een
Saa at nu Lysets Rige ved mindste Græsstraa selv hænger,
Indtil den Elskende Sol suger sin Affødning ind:
Saaledes er mikrokosmisk den inderste Verden udtrykket
I den barnlige Urt, i det bedagede Erts,
Og som en Obelisk med sælsomme Tegn og Gestalter,
Staaer for den tydende Aand, sindrig, den ydre Natur.
Nu da! ifald I ikke ved Obelisken forglemte,
(Næsten jeg glemte det selv) Digterens mystiske Skriin,
Hører, hvad der forværes: Helgenbilleder, Gemmer,
Breve, som Elskov skrev, Lokker, som Elskov afskar,
Italienske Sonnetter, saadanne, som Guden dem aander,
Ukaldt tilstæde, af Improvisatorens Mund;
Videre, Mus og Skaar af Gudernes smuldrende Templer,
Mangt et campanisk Kar, mangen en liden Penat;
Men iblant andre Mærker, som standse det flaggrende Minde,
Hvor den mandige Rhone med den jomfrulige Saone,
Naar jeg i Haanden den tager og af mit inderste Øje
Veemodstaarernes Dug rinder paa Bladene ned,
Trylles jeg? er det en Drøm? Da vaagne de visnende Trevle
Først af den lange Søvn, snart, ved en hemmeligt Magt,
Tvende Blomster udbryde, en Tvilling fra blidere Zone,
Uadskilte og een, af den oplivede Stilk.
Tvende Elskende! I, ved hvis Gravsted jeg Greenen afplukked’,
Og med Kjærligheds Røst raabte til Fortiden ned,
Ømme, beslægtede Sjæle! sværer mig! er det nu eder,
Dem mit elskende Raab kalder i Blomsigestalt frem?
Himlen foreener igjen, hvad Jorden grusomt adskiller
Og ved den Eviges Barm Tvedragten døer til Akkord.
Clara, du fordum var Nonne i dette forstyrrede Kloster,
Ak! en østerlandsk Guds Harem af savnende Møer;
Anton, dig Kirken unddrog af Naturens blomstrende Arme,
Stort var dit Hjerte før, savnende større det blev:
I en flækket Straale udgik I fra Verdenens Indre,
Didhen, i samlet Glands, stræbte I begge igjen.
Under Midnattens Vord for Altrets Billed de knæle,
Bødlerne udenfor luure paa Gjerningen kun,
Blodretten samler sig alt, paa Torvet Baalet opstables
Og den dødlige Gnist springer af sukkende Flint.
Roligt for Altret de knæle, ved Maanens Gjenskin de skue
Sig med forundret Lyst, aldrig saa skjønne de saaes.
I det samme fremstyrter de luurende Bødler med Fakler,
Helvede brister ud midt i den Algodes Huus.
Ængstligt, med fastere Arme det bævende Par sig omslynger,
Og til Alterets Gud løftende Øie og Røst,
Lad os, (raabe de højt, mens Bødlerne nærmere trampe)
Lad os i fælles Favn fælles end finde vor Grav!
Verden skiller os ad, Alkjærlighed, du os foreene!
I den anden kun dig søgte og elsked’ enhver!
Da var Bødlerne der, de Trufne at binde og slæbe
Hen til det rygende Baal, men hvor forfærdedes de!
Sommerfrosne til Een de tvende Elskende være,
Ingen forvoven Haand mægted’ at stille dem ad,
Thi nedlagdes de begge i samme Gravsted paa Højen,
Der hvor den vandrende Skjald mindefuld Greenen afbrød.