Spæde Nymphe, kom med dine vilde,
Dine friste Roser! Najas, kom
Med det Aasyn, som fra Livets Kilde
Badopfrisket, vendte freidigt om.
Ræk mig Hebes krandsomsvundne Bæger,
Fyldt ved den uendelige Brsnd!
Rør mig med den bløde Haand, som læger
Saaret selv i uopdaget Løn!
Med din Aande, den balsamisk søde,
Væk paa ny mit Hjertes qvalte Ild!
Lad igjen mit klare Øje mede
Haabet i dit fremtidsfulde Smiil!
Er det ikke dig, som sødt forblinder
Dødens Kaarne til hans egen Trøst,
Naar to Roser paa hans sjunkne Kinder
Krandse Undergangen i hans Bryst?
Hør mig, ømmeste, skjøndt Dødelige
I de dyrkede Gudinders Chor!
Kun af denne Verden er dit Rige,
Men din Magt forskjønner Sol og Jord:
Skjøn som det, den reene Længsel savner,
Stirrende mod Himlenes Asur,
Skjøn, som forend Tiden hende favner,
Skuer du den Elskede Natur.
Dig kun reen og ædel Attraa frister,
Let du rører kun ved Jordens Frugt,
Nødtørfts grove, tunge Lænker brister
For din Attraas Sommerfugleflugt.
Halv ætherisk, løftet op paa Straaler,
Hviler du i roligt Himmelblaa,
Luttret Nydelse i Haadets Skaaler
Dine reene Læber ei formaae.
Skjebnen dig kun Livets Blomster byder,
Blidt for Frugten den fritager dig,
Digteriskt dit lette Liv henflyder
Og dit Savn gjør dig kun dobbelt rig.
Liig en Elsket elskende Sylfide,
Er du, Ømme! sværmerisk og blød,
Salig Barndom fra Alfaders Side
Kaster Rosenknopper i dit Skjød.
Reenere fra Styxens sorte Bølge
Livet ved din Bistand stiger op;
Ømhed og Begeistring i dit Følge
Sanke Blomster højt paa Livets Top.
Karskhed sig paa Havets Bølge gynger
Og i Grubens Svælg nedstyrter sig,
Medens du din Krands i Himlen slynger
Og ved jordiskt Savn forguder dig.
Og den blonde Gud, hvis Toner skille
Livet fra den jordisk-tunge Lod,
Han, som lige mild og hielpsom stiller
Saarets Væld og Savnets bange Graad:
Herligt straalende, han dig omsvæver.
Ved hans Ild du vorder dobbelt rød,
Rosenkrandsen om hans Citter bæver
Og nedsynker villig i dit Skjød.
O saa kom da, kom, Tilbedelige!
Ræk mig atter Livets søde Skaal!
Kom og bortaand Luerne, som stige
Rundt om mig fra grumme Feberbaal
Frels mig atter! Lad mig atter skue
Livets Morgenrøde paa din Kind!
For mig under Haabets Farvebue
Stille-glad, i Solens Riger ind.
Fordum af Venedigs Marmorfængsel
Foer jeg mat til druekrandset Øe,
Med den Syges inderlige Længsel,
Stirred’ jeg paa kjølig-sunde Søe:
Da paa grønne Bølge du imøde
Kom min Taare, som i den nedrandt
Et af Bærrene, de purpurrøde,
Blid du rakte mig til Livets Pandt.
Vaager jeg? Mon Febertryllerier
Gøgle rundt om mig til stakket Trøst?
Er det dig, Paakaldte! som befrier
Atter Aanden i mit klemte Bryst?
Ja! med Sydens lunkne Viftning giver
Du mig det fornyde Aandedrag,
Og i raske Melodier driver
Livet frem i alle Pulses Slag.
Snart, rodfæstet, kraftig, staaer jeg atter
Opreist fra min Afmagt og mit Fald;
Sejrende, mit friske Haab omfatter
Alt en Rad af fjerne Dages Tal:
Dog skal jeg, o Gajas spævde Datter!
Stedse dyrke dig i Fraholds Kald,
Og mit heele Liv skal dig til Ære
Kun Helbredelse fra Støvet være.