En tidlig Længsel forunderlig
Jeg føled,
Og intet af Alt, som lokkede mig,
Den kjøled:
Karfunklen ligt, som Lyset drog til,
Mit Hjerte brændte i varig Ild.
Da treen jeg til Vaaren og taled saa:
Du Søde!
Min Længsel du endelig komme maae
Imøde.
Den Ømme mig alle Blomster gav hen,
Jeg frydedes, længtes dog snart igjen.
Til Elskovs Tempel derpaa jeg gaaer.
Paa Kinden
Undseeligheds Rose, knæler jeg for
Gudinden:
O svar, Tilbedede! om du formaaer,
At svale den Længsel, hvori jeg forgaaer?
Et blændende Slør for mit Øje faldt,
Jeg favned
Mit skjønnere Selv og intet af Alt
Nu savned;
Mig syntes jeg var paa de Saliges Ø’r,
Da brast, for tidlig! det tryllende Slør.
Blant Verdens Børn jeg sorrigfuld
Mig tabte:
En Blændværk af Meeningens Bladeguld
De skabte,
Og dyriskt oproded’ den djerve Rod,
Forgjæves jeg spurgte, hvor Blomsten stod.
Da var Let engang i veemodig Høst,
Forsvunden
Var Blomsternes Smiil med Sangernes
I Lunden;
Ved Søen i Maanskin Erindring sad
Og tabte i Bølgen det visne Blad.
Med Haabets Søster, den sindige Møe,
Jeg skuer
Paa Straalestøtten i stjernefuld Søe,
Da luer
I Glandsen Glands, en Gestalt fremstaaer
Med Vellyd i Haanden og Krands i sit Haar.
Jeg lytter saa henrykt til hver en Lyd,
Den lindrer;
Jeg stirrer ogsaa paa Lokkernes Pryd,
Den tindrer,
Dog meere tindre de Stjerner, som staae
Saa klare i Øjnenes Himmelblaae.
Den nærmere svæver, da daaner jeg hen
I Glandsen,
Dog snart, begejstret, jeg vaagner igjen
Med Krandsen,
Den jordiske ej, den himmelske Krands,
Inviende til Alherligheds Glands.