En Dag — dog nei! jeg burde sige
En Nat, thi hvilken Skoledreng ei veed
At ingen Sol gaaer op og ned
I de Fordömtes glædelöse Rige,
Og at, hvis Miltons Vers ei svige,
Det i det höieste der kun kan stige
Til det han kalder synlig Dunkelhed —
En Nat — dog Nat ei heller finder Sted
Hvor ingen Sol gaaer op og ned:
(Jeg paa min Ære troer, at mig Methaphysiken
Netop i Helved’ lar i Stikken)
Nu da! Engang i Hornet Satan tuder
Og heele Helvede derved bebuder,
At han, der alt saa længe var
Saa stum som en forelsket Nar,
Tidt brummede og Tænder skar,
Med de höiadelige Underguder
Og den gemeene Diævleflok
Som allerede længe nok
Laae snorkende paa Svovelpuder,
Nu vilde holde Raad og lade stemme
Om hvad det Heeles Bedste monne fremme.
Og lig Græshopper, med indsnærpet Krop,
Den fuule Skare flöi af Svovelsumpen op
Og sværmede om Helvedkongens Trone.
Höit siddende paa en Vulcan,
Mens Stormene dens Ildebrand
Rundt om hans Isse hvirvlede til Krone,
Med Velbehag han saae sit Parlament,
Bestaaende af tvende Stænder,
Thi Geistlige man som bekiendt
I Diævlestaten ikke kiender,
At sige, som aktive Borgere,
Thi ellers nok af dem man der kan see.
I Troner og Hærskarer! (saa han talte)
Min Sorg I sikkert længe mærket har,
Skiöndt Eders Ömhed for beskeden var,
At söge Grundene til det som malte
Sig paa min Pande, trods de mange Ar.
Nu derimod vil jeg af egen Drift
Mylords, for Eders ædle Skare,
Samt og for Underhuuset aabenbare
Min Trones Sorg og heele Helveds Fare.
Saa hörer da! I mindes end den Rift
Som vi ved Reformationen
Og ved den Himmelhund, den Luther, fik,
Og ak! hvordan det dengang gik,
At nemlig dybt fra Hytten op til Tronen
Det blev en ret uhældig Skik,
At ikke stole meer paa Absolutionen.
Utrættelig var Morten Luther
For Himlen hvervende Rekruter,
Og mangen Hofmand og Prælat jeg saae
Forbi min Næse op til Lyset gaae.
Det siden ei er bedre blevet,
Nei tvertimod, hvert Tiaar haver seet
Et Land, et Folk afrevet
Fra vort Gebeet.
Först löbe disse Missionærer
Fra Öst til Vest, fra Nord til Syd;
Saa kommer Philosophen frem og lærer
Hvad der er Ret og Pligt og Dyd,
Og endelig, forbandede de være!
Udföres mangt af det, hvad disse lære,
Ved Pædagoger og Lovgivere,
Som man især i Dannemark kan see.
Desuden er man mod Religioner
Saa ligegyldig nu paa denne Tid,
At man med dem vist ei kan sætte Splid
Iblant de meer oplyste Nationer,
Hvorved vi för (her grinede hans Majestæt)
Paa Jorden fiskede med rige Dræt.
Den nyere Oplysnings Lære,
Ja tænker kun! den gaaer saa vidt,
At man om os sig bryder meget lidt.
Men nu de troe, de Kieltringer!
At Een den Andens Diævel er.
Jeg beder Jer, betænker bare!
Vor kirkelige Existents staaer Fare.
Men dette skal og maae en anden Vending tage
Hvis Helved’ ei skal blive latterlig,
Og endelig til Glemsels Grotte
Hvor Ahriman og Typhon lande maatte,
Med Spot og Skam forföie sig.
Jeg derfor længe pönsede paa Svig,
Og hvordan jeg det skulde mage
At kalde hiin den gode Tid tilbage.
Thi hörer nu hvad i min Hierneskal
Som Perlen i en Östers groede,
(Ifald jeg Billeder fra Dödens Dal
Paa min satanske Herlighed tör pode)
Fornemmer da! End Verden har en Side
Hvorpaa min List, saa haaber jeg, skal bide.
De Philosopher jeg nys banded’ paa,
De bör dog lidt i Ære hos os staae,
Thi de har sat en Ting i Mode
Som nok kan komme os tilgode.
O den forgudede Jean-Jaques Rousseau,
Som vi ei blant os see, desværre!
Og den velsignede Voltaire
Som ei kan lade Bispen hist i Roe
Og morer Helvede med mangt bon-mot,
Saa byde og befale Vi! de To
I Helvede skal holdes i fortrinlig Ære.
Thi siden de ved deres dybe Lære
Om Statsform og Regieringskunst,
Bortpustede den fiine Hiernedunst
Som alle Troner, ogsaa min, skal bære,
I Jorderige er det blevet Skik
At lade alting staae for Politik.
Ei nogen vil saa tosset være,
At han ei skulde vide paa en Prik,
Hvorlunde selv det allerstörste Rige
I Magt og Velstand kommer til at stige,
Og at kun i en demokratisk Republik
Det Heeles Form for Viisdom holder Stik.
Naar nogen Kokken svede lader
Og Spisekammerne, som gaae omkring,
Om Bordet sætte sig i Ring,
Mens Værten alle fuldtop mader
Med Perigordposteier og med Padder,
(Jeg beder Jer, at tænke Skild
Som Supplement i Parenthese til,
Thi jeg for dennegang ei anderledes
Kan holde mig til de bestemte Pedes)
Saa kunde selv en Plato höre
Med Glæde paa den Slidder Sladder
Og meget sig til Nytte före;
Maaskee han brændte alle sine Kladder
Og paa en gandske anden Viis
Organiserede sit Platonopolis.
Derfor det vrimler nu af Demokrater
I slet og vel regierte Stater,
Og selv i mangen Konges Hof og Raad
Blev Sæden til det Fandens Ukrudt saaet.
Den Lærde hist Sententser ordner
Og alt i Tanken fra Tribunen tordner;
Poeten nynner paa en Mars
Som skal begeistre Peer og Lars,
Men Skade at det er forgiæves
Og nu aldeles ei udkræves,
Thi Skræddrens Naal og Kræmmerens Alen blir’
Som i en Daarekiste, til et Spiir
Hvormed de over andre byde,
Indtil der ingen er som skal adlyde
Og Politikens Kuller löber med
Den heele Stat cometisk vildt afsted,
Ja hver en Pilt og hver en Skurk,
(Saaledes löbe alle durk)
Nu være vil iblant de Förste
Og lade sine Stövler börste,
Som om den monne være Lykkens Top.
Den Leeg mit heele Bifald nyder
Og synes mig aldeles ikke gal,
Jeg derfor heele Helvede indbyder
At tage Deel i dette Bal,
Ja lader os som Demokrater
Fordeele os i alle Stater,
Jeg Frankrig forbeholder mig
Og Helveds ypperste, udvalgte Skare,
Og i en Advokat vil fare
Med al min Vældighed og Svig.
Saa længe denne Spas vil vare,
Det blir den lystigste Comedie
Som noget Diævlepak kan see,
Desuden vil vi faae Colonner
Til Helveds ubebo’de Zoner.
Saa taled’ Satan. Lig et Meteor,
Som Misvæxt, Krig og Pest bebuder,
Han svæved’ foran Helveds Guder
Samt det gemeene Diævlechor
Og dalede paa vor forladte Jord.