Ikke veed jeg hvad jeg vil,
Thi mit Liv er Spög og Spil,
Intet jeg paa Jorden söger,
Lykken kommer mens jeg spöger,
Jeg er glad, thi jeg er til.
Dette himmelfulde Kiær
Med sin Bred min Verden er,
Liljens luune Kalk min Hytte,
Blomsterstöv mit söde Bytte
Og mit Ende Dagens Skiær.
Derfor vil jeg nyde den
Og i Glæde flaggre hen;
Op og ned, i salig Svimmel,
Hvirvles mellem Jord og Himmel,
Ventende Fuldendelsen.
Rige Bie, hist vinker, see!
Rosens Purpur, Liljens Snee,
Lad i Veddeflugt os ile
Did og diende udhvile —
Seer du at jeg seirede!
Ak! men hvad mon dette er?
Nöies jeg da ikke her?
Hvilken Uroe i mit Hierte!
Hvilken Södhed selv i Smerte!
Hvilket anende Begiær!
Hisset ved et Myrtheblad
Hænger et jeg veed ei hvad,
Pryden i mit Blomsterrige,
Anderledes, dog min Lige,
Ak med det jeg spöget gad!
Lige, Mage, Brud, o vær
Tusindfold velkommen her!
Lad os i Foreening stedse
Höit i Glæderuusens Kredse
Svimle over Eng og Kiær!
Favn med dine Vinger mig,
Mine Vinger favne dig.
Södt med dig jeg mig forvirrer,
Sittrer, svimler, smelter, dirrer,
Een og uadskillelig!
Söde Mathed! Er det Död?
O saa er da Döden söd!
Seer mig, Væsner, og misunder!
Thi jeg döer i det jeg blunder
Henrykt bort i Elskovs Skiöd.