I Greven af Toulouses Gaard
En fremmed Harpespiller staaer
Og veed ei hvor han træder.
Ved Marmorpillens glatte Fod,
Saa sorgfrit som ved Eegens Rod,
I smigrende og kielne Lyd
Som döve Sorg og vække Fryd,
Han höres henrykt synge
Om Ridderleeg og Skiönheds Magt,
Om Elskovs Lön og Hoffers Pragt
Og Kroner som ei tynge.
Og rundt paa höie Corridor
Hofsindet samler sig i Chor
At trylles ved hans Toner,
Og Greven og Grevinden seer
Med Riddere og Fruer fleer
Fra aabnede Balconer.
Men Slottets Herre snart et Bud
Til Strengens Mester sender ud
Ham dette at forkynde:
Sæt bort din Stav, fra nu vær min,
Sid ved mit Bord og drik min Viin
Og sov paa Silkehynde.
Han töved ei et Öieblik
För han den lette Pagt indgik
Og villigt Greven tiente.
Til Lön for Sang og Harpeslag
Han levede i Fryd og Mag
Og ingen Uroe kiendte.
Men rundt om ham det blev som Nat,
Hans Hierte frös, hans Haand blev mat
Og svagt hans Toner löde;
Lig fangne Bæk som stille staaer
I Grevens qvalme Urtegaard,
Hans Qvad i Barmen döde.
Da traad han med nedtynget Sind
Ved Morgengrye for Greven ind
Og sukkede sin Længsel:
Lad, Herre! lad din Troubadour
I den vildtsusende Natur
Udbryde af sit Fængsel.
Thi ikke kaldtes han til Giest
Ved Qvindeleeg og Ridderfest,
Men uden Lov og Skranke
I Stormvind höit paa takket Field,
I Maaneskin ved Kildevæld
Med Aanderne at vanke.
Lig Skovens Fugl fra Qvist til Qvist,
Han kiender ikke Roe og Rist,
En indre Magt ham driver,
Og syngende opsöger han
Ak! veed han hvad? fra Land til Land,
Dog ingensteds han bliver.
Og fri som Vind og Væld, han sprang
Med Harpen over Mark og Vang
Og intet mere savned.
Da vaagned’ Dagen höit i Skye,
Natur i Lys og Dug stod nye
Og rödmende ham favned.