„Op, mine Mænd, til Ledingsfærd!
Op! Kamp og Bytte vinker,
Ombelter eders vante Sværd
Saa raabte ved det förste Grye
Ulf Ridder höit i vilden Skye,
Den heele Egn forskrækket
Af söde Sövn blev vækket.
Med Hui og Stöi, lig Hundeglam
Naar Jægerhornet klinger,
Flux hver Vassal adlyder ham
Og glad sit Glavind svinger;
Og i det röde Morgenskiær,
Forsamlet var den heele Hær,
Rundt Egnen var at skue
Som om den stod i Lue.
Frem drager Horden, vild og kaad,
Og stoler paa sin Lykke,
De lee ad tvungne Möers Graad
Og Gubbers Skiæg udrykke,
Mens Rædsel iler bleeg forud:
Nu kommer Ulf, o hielp os Gud!
Og som en Farsoet frygtet.
Hvad vil de frække Mænd i Staal?
Hvi monne de saa ile?
De skulle rede til et Baal
För Solen gaaer til Hvile.
Gud staae den fromme Uskyld bi
Mod vild og snild Forræderi,
Og i sin Vare tage
De Spæde og de Svage.
Paa Höien hist ved Fiordens Strand
Stod fra det ældste Minde
I stille Favn af Ask og Gran
En Borg med gylden Tinde;
Ved Muur og Grave var den stærk,
Den vise Oldtids Underværk,
Og dens Vasaller saa’de
Saa vidt som Öiet naa’de.
Fra den drog ingen Voldsmand ud
Sin Naboes Skræk at være,
Her löd kun Pligtens Feidebud
For Ret og Ridderære;
Her ingen Klage hidses bort
Med Hunde fra den lukte Port,
Med dem og ingen Tigger
Om Been i Feide ligger.
Skiön Emmelina, skiön og from,
En Dalens favre Lilje,
Derinde sysler sagte om
I Have og paa Tilje:
Ved hendes stille blide Dyd
Hver Syssel bliver til en Fryd
Og rundt et saligt Eden
Belönner Huusligheden.
Skiön Emmelina, som saa huld
Af Dyder skaber Glæder,
O siig, hvi er du sorrigfuld?
O siig, hvorfor du græder?
Ak! Ridder Edvard er ei der,
Nys drog han ud i Herrefærd
Og hendes Barm forgiæves
Af daglig Længsel hæves.
Der sidder hun med bange Sind
Ved tvende Döttres Hvile,
Mens Östens förste Purpurskin
Om deres Leie spille.
Og o! med sænket Blik hun hvert
Et Fadertræk, saa skiönt og kiært,
Paa deres Ansigt söger
Og Fryd og Sorg foröger.
I Sövnens Favn hun havde drömt
At see en Fuglerede
Hvorpaa en Hun saa troe og ömt
Opklækked’ tvende Spæde,
Men brat stod Almen rundt i Brand,
Een Unge faldt fra Redens Rand
De andre döe i Flammer,
En iiskold Rædsel pibler ved
Den Dröm i hendes Aarer
Og uvilkaarligt rinde ned
Ustandselige Taarer.
Det synes hende som om der
Ei meer er Fred og Lykke her
Og de kun ere trygge
Som boe i Gröntörvskygge.
Og som hun sidder, lyt! et Bud:
En Hær vi see fremdrage.
O evig være lovet Gud,
Det er min Ægtemage.
Nei, ikke er det vore Mænd,
De fare over Sæden hen,
Dem ingen gaaer imöde
Og bag dem er et Öde.
Forfærdet og med oplöst Haar
Hun iler paa Altanen,
Hist Hæren rundt i Orden staaer,
Udfoldet vajer Fanen.
Ved Hestevrindsken, Vaabengnye,
Ophvinende i vilden Skye,
Den bange Frue blegner
Og ned paa Gittret segner.
Hvad vil I Feidelystne her,
I Mænd med Ild og Glavind?
Min Edvard har ei Feidefærd
Og kun en Niddings Avind.
Men paa en Ganger hvid og vild,
Dens Aande Rög, dens Öie Ild,
En Ridder brat fremjager
Og til Gienmæle tager:
Din Edvard er min Avindsmand,
Han styrker alle Svage,
Og ingen i det heele Land
Tör Hævn og Giengield tage,
Thi har jeg soeret ved St. Knud,
At der imellem os er Brud
Og at hans Borg i Flammen
Til Stöv skal styrte sammen.
Dog hör! Ifald du ikke vil
End i din Rede brænde,
Saa siig mig Troe og Love til,
Og du mig mild skal kiende.
For dig jeg aabner, see! min Arm,
Kom, glem din Edvard ved min Barm,
Din Yndes Blomst mig fryde
Og tidt mit Leie pryde.
Og alle dine favre Möer,
Slip dem af deres Fængsel,
Hos mine Mænd vel ingen döer
Af Elskovs Soet og Længsel.
Betænk dig vel og overgiv
Dig flux til mig og vær min Viv,
Hvis ei, din Tid er omme,
Med Sværd og Brand vi komme.
Gud! sank jeg da saa dybt, at saa
(Det mæled’ hun med Blussel)
Den frække Mand for mig tör staae
Med skiændig Haan og Trussel!
Uhyre, end dit Niddingstog!
Og döer jeg da, saa döer jeg dog
Og troefast indtil Döden.
Mordbrænder Ulf den förste Brand
Til Tegn i Slottet slænger,
Og flux bag ham hver Niddingsmand
Til Mordbrand sig fremtrænger.
Snart Ilden slaaer med hvirvlet Top
Igiennem Rögens Hvirvler op,
Og alle vilde Vinde
Da alle hendes Mænd hun saae,
I Spidsen Castellanen,
Ud over Vindelbroen gaae
Og favne Voldsmandsfanen.
Gaae I med Gud og Gud med Jer’!
Min Lod det er at blive her,
I Taalmod skal jeg öves
Og strængt i Luer pröves.
Saa staaer hun paa det store Baal
I hendes Möers Skare,
Stærk mod sin egen Nöd ved Taal,
Ei mod de Spædes Fare:
Hun trykker begge til sin Barm,
Af Rædsel kold, af Ömhed varm,
Og ak! vil kysse Branden
Fra Kinden og fra Panden.
Da sukkede med heeden Kind
Den ældste: Tag af Sengen
Et Linnedmon og svöb mig ind
Og kast mig ud paa Engen.
De Ord den grumme Ulf fornam,
Og hu! til heele Jordens Skam
Sin Lantse han ophæver
Imedens hun nedsvæver.
Hun sank til Niddingshaanden ned
Paa Börnebödlens Stage,
Og trygled om Barmhiertighed
Med Öiets matte Klage,
Dog uden Graad og uden Lyd
Hun döde paa vanæret Spyd,
Saa hænger Liljen klövet
Ved Stilken ned i Stövet.
Men da den Marterlystne saae
Hvorledes Döden malte
Den Rosenröde hviid og blaae,
Hans Spot og Medynk talte:
O Skade at man dig afrev
Fra Qvisten för du moden blev,
Til mödig Krigers Hynde
Fremblomstred’ denne Ynde.
Meddöende i Dattrens Död,
Ei Emmelina skuer
Den nærmere uhyre Död
Som rundt om hende truer:
Ved Bielkers Fald og Muures Brag,
Ved Dödens Komst fra Gulv og Tag,
Halvdöde Möers Jammer,
Hun vaagner op i Flammer.
Da hörtes, qvalt af Rög og Damp,
Paa Skiödet af dets Amme,
Det yngste Noer i Dödens Kamp
Om Luft og Kiöling stamme.
O hulde Spæde, spæd og huld,
Jeg vilde give alt mit Guld
For een af de smaae Vinde
Som kiöle hiine Linde.
Kom i min Arm, kom i min Arm,
O Hierte af mit Hierte!
Og döe igien ved denne Barm
Hvor du at leve lærte!
Og Moderen forklaret stod
Med Ild om Hoved og ved Fod,
Lig dalet Himmelfrue
I lindret Skiertsildlue.
Hvo kommer hist ad skakke Vei,
Foran en ædel Kriger?
De trætte Heste ile ei
Og Ridder Edvard siger:
O skuer hist, I brave Mænd,
Min Rede og min Borg igien,
Den straaler os imöde
Indsvöbt i Aftenröde.
Men da de langsomt komme nær
Og ved den röde Lue
En vidtudstrakt og fremmed Hær
Om Borgen leiret skue,
Den lille seiervante Trop
I fri og töilelös Gallop
Höit hvinende mod Himlen
Anfalder Voldsmændsvrimlen.
Lig Stötten paa en Dödninggaard
Som stirrer i det Höie,
Mens kun een Marmortaare staaer
I siælelöse Öie,
Saa stirrer Ridder Edvard ind
I Ildebrandens röde Skin,
Hvor Emmelina vinker
Og end sin Bortgang sinker.
Fortvivlelsen giör alle stærk,
Til lovlös Kamp de blandes,
Fortvivlelsen giör Underværk,
Dog ak! de overmandes.
Kun Ulf den Diærve, diærv og snu,
Og Ridder Edvard endnu
I særskilt Tvekamp töve
Og deres Skiebne pröve.
Og da Hiin förste Gang en Död
I afmaalt Kreds nedsvinger,
Undgaaer den Edvard kun med Nöd,
Hans Hielm som Klokken ringer.
Og paa Altanen hvor hun stod
Imellem Angst og Haabemod,
Ved Synet hun sig vaander
Og trende Suk udaander.
Og da han anden Gang et Hug
Mod Ridder Edvard retter,
Udbrister ak! en rödlig Dug
Og blanke Rustning pletter.
Og paa Altanen hvor hun stod
Og blodig Læbe stamme lod,
Hun trende Taarer græder
Og döde Datter væder.
Da raaber Edvard: O forhal,
Velkomne Böddel, ikke
Ved grusom Dorskhed i dit Kald
De sidste Öieblikke!
Hist staaer min Viv i Martyrild
Og döer i sidste Helgensmiil,
Kan du saa længe styre
Din söde Hævn, Uhyre?
Da hug den Diævel sidste Gang
Og Ridder Edvard hældte,
Ved Dödens Suk hans Harnisk sprang,
Det röde Liv udvældte.
Og paa Altanen hvor hun stod
I Dödens Frost, med störknet Blod,
Hun trende Skrig udstödte
Og hist sin Edvard mödte.
Skiön Emmelina! kun for dig
I Kampen Edvard brændte,
Thi ved det sidste Hug mod dig
Han eengang end sig vendte,
Og i det samme, söde Nu
Han fölte Dödens kolde Gru,
Og mens hans Siel bortilte
Omkap med din, han smilte.
Men neppe dette Sielepar
Ved Englemelodier
Til Himmelen oplöftet var,
Kom ak! en seen Befrier.
Det Ridder Edvards Frende er
Som kommer med den heele Hær,
Endnu mens Slottet glöder
Og Ridder Edvard blöder.
Med Skræk og Gru fornemmer han
Hvad her sig har tildraget,
Og som en Hævnens Aand, paa Stand
Igien han vækker Slaget.
Og heele Voldsmændshæren faldt,
For hiin den strænge Dommer kaldt,
Mens Asken qvalte Flammen
Og Borgen styrted’ sammen.
Nu blæser Vinden over Steen-
Og over Askedynger,
Og klapprer med de hvide Been
Mens Dödningfuglen synger.
En Gru igiennemfarer hver
En Vanderer som vanker her,
Og under bange Bönner
Han haster frem og stönner.