Staaer Dagens Vogn paa Himmelbuen stille?
Og standsed’ rundt omkring Bevægelsen?
Saa sent, som om det var de sidste, trille
Minuterne af Tidens Urne hen.
Styrt, gyldne Dag, styrt Dig i Havets Bølge!
Kom, hemmelige Nat, med Stierners Følge!
En øde, frydløs Evighed udfolder
Sig mellem Nu og Dagens sidste Skiær,
Thi Lilla da, hvis hun sit Løfte holder,
Fortie det, kaarne Sted! — skal møde her.
O tøv ei længer, blide Aftenrøde!
Du skiønne Vink til det aftalte Møde!
Hvor stille rundt! Med ubetvungen Grøde
Her Eensomhed sin Neldekrone snoer,
Kun min Forventning dette bange Øde,
Ulædsket, Ørknens matte Giæst, beboer,
Lig Vandern, som til hærdet Himmel skuer,
Vansmægtende i Sahras Helvedluer.
Suus kiølende igiennem disse Blade,
Suus lindrende, Naturens Aandedrag!
Dys mig i Blund, hæsthvidslende Cicade,
Og tæm til Fred mit vilde Hjertes Slag!
Kom, hulde Søvn! med mine Yndlingsdrømme
Og lad mig forud Glædens Bæger tømme!
Men nei! For mig er ingen Fred og Hvile,
Unøisom Attraae i hver Aare slaaer;
Ei lærte jeg ved Haabets Barm at smile
Og forud salig, vente hvert et Kaar:
Lig Mindet, som iblandt Ruiner klager,
Mig selve Haabets blide Engel plager.
O kom da, Hulde! Siig, hvi kan du tøve
At synke til mit længselfulde Bryst?
Og vover du, seentsyslende, at røve
Et Øieblik fra Amors kielne Lyst?
Den svundne Tid ei meer tilbagevender,
Og Hiertet, ak! fortæres, mens det brænder.
Lad Livets Morgentimer ei forgiæves
Omcirkle dig i Glædens lette Dands,
Og viid, at alt igjen tilbagekræves,
Din Ungdoms Smiil og Gratiernes Krands;
Thi flyv! See! Solen daler allerede
Og Nattens Skygger sagte sig udbrede.