Hvad jeg fornam, kan intet Ord udtale,
Sligt skal jeg først i Himlene udtrykke,
Dog længes Hjertet, al sin Fryd og Lykke
Med ydre Træk og Farver at afmale.
Bag Skoven saae vi Aftensolen dale
Og hefted’ kun paa den de bange Blikke,
Dog paa hinanden skuede vi ikke,
Henstirrende, som i en henrykt Dvale.
Brat som en gylden Draabe Solen falder,
I hendes Øjes Dyb mit Blik forsvinder,
Da syntes mig, som om jeg saligt døde.
Men snart Naturen os tilbage kalder,
Vi Favn i Favn, og Mund paa Mund os finder,
Da var der allerede Morgenrøde.