Jeg husker en Gang —
en Sommerdag af de blaanende klare,
vi gik til Kirke bag Grønholt Vang.
Det svirred i Luften med Vinger snare,
og trillende lydt fra Mark det klang . . .
Det var som Guds Menighed der sang!
Den tindrende Sol,
den skinned lige ind i vort Hjærte.
Fra Skovdybets Mørke Gøgen gol,
Engblommen tændte sin gyldne Kærte,
og Valmuer vifted i Skarlagenskjol . . .
Men vi bar i Hjærtet Guds varme Sol!
Den Vej er jo lang —
vi fløj den, som baarne paa Vinger snare.
Langs Gærdet svingled Blaaklokker i Skare,
vi hørte dem ringe til Kirkegang.
Men det var vor egen Jubel, der klang
lydt over Marken i Triller klare.
Vi gik mod Kirken bag Grønholt Vang —
og dybt fra vor Sjæl Guds Menighed sang.