Ingeborg Maria Sick (1858–1951)

Inde, hvor Klipperne trænges,

sidder Stranden og længes.

Ude, hvor Vindene Harpen slaar,

danser Voven med udslagent Haar . . .

Stranden stirrer bag rynkede Bryn

langt, langt ud mod det daarende Syn.

Jagende Længsel er alt hans Blod —

— men Lænken gnaver om Haand og Fod.

Stum han sidder i brændende Ve —

synes, han hører Voven le! . . ..

Aner han ej, at den store Glød

blev tvedelt altid i Verden fød?

At naar den i lyse Luer staar,

fra tvende Hjærter den sammen slaar . . . .

— — —

Stranden sidder i svidende Kval,

til Dagen lider mod Aften sval,

Da kommer — — —

                        da kommer Voven . . . .

Træder paa Sandet med Foden fin,

glider af Svøbets bølgende Lin

i Dejlighed slank mod oven.

Støtter sin skælvende Haand mod hans Knæ,

smyger sig ind til hans Hjærtes Læ,

dragen af Elskovs Kvide.

Skuldrene perlehvide

læner hun ømt mod hans bankende Barm.

Slaar med et Smil om hans lænkede Arm

Lokkernes Silketraade

— dulmende, taarevaade . . .

Fanger ham ind i den gyldne Glans,

løfter sit blændende Ansigt mod hans —

skænker hans Længsel den Fryd, som dræber . . .

Og bristende dør ved hans Læber.