Naar snart vi ligger strakt
tyst ved hinandens Side,
saa vil vi glemme . . . Glemme alt,
hvad her vi maatte lide.
Vi taler lydløst kun
om alle svundne Glæder.
Men hænder det sig saa iblandt,
at jeg ved Mindet græder —
fordi selv Glædens Dag
bar Sørgeslør om Panden,
saa minder du mig om, hvor højt
vi elsket har hinanden.
Da smiler jeg dog vist
med stakkels Læber blege . . .
Thi denne Kærlighed, som var
bag alle Barndomslege,
som voksed Aar for Aar
i øm og trofast Styrke,
som holdt sig ung og foraarsklar,
trods Jævndøgnsstorm og Mørke —
ved den vi glædes kan
i tusind Aar og mere —
og til hvert fordums Kælenavn
blot finde fler og flere.
Om den vi tale kan,
til Verdens Løb er omme.
I den der lever dog en Gnist
af Verden, som skal komme.