Aa, hver Gang jeg stænger min Dør ved Nat,
før træt jeg synker mod Pude,
det er, som jeg havde en Skranke sat —
det er, som jeg lukked dig ude!
Derude er Natten sort og kold,
og Vinden gaar vildsomme Veje.
Det er, som jeg gav dig i Nattens Vold
og røved dig Ly og Leje.
Det er, som jeg gjorde dig husvild og arm
paa det, som dog er dit eget —
og undte dig ikke din Stue varm,
den Stue, du elsked saa meget.
Jeg tror jo, der findes bag Stjærnehvælv
et tryggere Hjem for Sjæle,
jeg tror, du har fundet i Lys dig selv,
hvor „rene af Hjærtet” dvæle.
Du længes ej mer efter alt fra før,
du sukker ej tungt ved min Rude . . .
Men — hver Gang jeg stænger ved Nat min Dør,
det er, som jeg lukked dig ude!