„Vel mødt igen! — Lad os tales ved
som før i Ungdommens Egne.
Hvor kommer du fra?” — „Fra langt af Led,
fra alle hjemløse Vegne!”
— „Vel mødt igen! Jeg mindes, du har
det villigste lyttende Øre,
den følsomste fine Forstaaelses Svar.
Om alt, hvad jeg ud i Gerning bar
og virked og vandt, skal du høre.
— — — — — — — — — — — —
Hvor kommer det sig, du har glemt at le
og ved kun saa lidt at sige?”
— „Det er blot — for der sidder saa stum en Ve
og tynger om Mundens Vige.”
— „Hver Tanke jeg gemmer om aandelig Daad
hver Higen i Sjælen inde
jeg deler med dig — dit klare Raad
skal sno mig en gylden Ledetraad
og Gaadernes Løsning mig finde.
— — — — — — — — — — — —
Hvor kommer det sig, at din Kjortel er vaad?
Det drypper fra alle dens Sømme!”
— „Det er blot — for den suged sig tung af Graad,
af raadløse, drivende Strømme.”
— „Kom med og se, hvor min Livsvej vidt
sig rækker mod skyhøje Tinder!
Og prøv at følge mit jagende Skridt
et Stykke paa Vej — som du fulgte tidt —
mod Toppen, hvor Solguldet skinner.
— — — — — — — — — — — —
Hvad stanser du for og stirrer mod Jord?
Kun smaat har vi fremad vundet.”
— „Det er blot — for der siver Blod i mit Spor.
Det letter, naar først det er rundet.”
— „Tilsidst maa Du se, hvad Lykke jeg fandt
— straalende klar som et Under —
det Hjem, som mit Hjærte lænkebandt
og den, som min varmeste Elskov vandt . . .
Kom med — imod Aften det stunder.
— — — — — — — — — — — —
Du sidder saa tavs i vort Vennelag —
Du træder saa bleg tilbage” —
— „Det er blot — for nu stanser mit Hjærtes Slag — —
Nu endes de hjemløse Dage.”