Jeg havde en lille Søster —
hun døde for længe siden,
thi Manden med Leen høster
stundom i Løvspringstiden.
Som Børn vi legede sammen
og fløj i Sol gennem Haven . . .
Saa lagdes den Barndomsgammen
med hende til Ro i Graven.
Men siden jeg glemte at lege,
og Latteren gik mig af Minde.
Af Kummer er Dagene blege,
og Solen vil slet ikke skinne.
Naar Smertens og Savnets Røster
nu ganske Modet mig tvinger —
saa kommer min lille Søster,
og Sorgerne ind hun ringer.
I Drømme hun staar ved min Side,
som skulde vi lege i Haven.
Men hendes Kinder er hvide,
som den Gang hun lagdes i Graven.
Maaske vil hun Smerten dele
som Legen ved Foraarstide
og, hvor hun ikke kan hele,
dog være med om at lide . . .
Og vaagner jeg, Tanken mig trøster,
saa længe som Natten varer,
at skærmet min lille Søster
dog gemmes for Nød og Farer.
Men vokser omkring mig Vaanden,
og er den for tung at bære —
hun tager mig vist ved Haanden
og vil mig Hjemvejen lære . . .