Og Aase Gaasepige sad
og sang ved Markens Sti.
Der kom en Skare højt til Hest
med Brask og Bram forbi.
Og Aase Gaasepige sad
paa Gærdets Stene graa.
„Hej, liden Pige, rød om Kind,
hvem venter du vel paa?”
— „Paa Kongens Søn af Engelland
Dag ind, Dag ind og ud!
For det er sagt, før jeg blev fød,
jeg bliver Konge-Brud.”
Da lo den Herre højt til Hest:
„Den Kongesøn er jeg.
Men liden Pige, rød om Kind,
min Brud du bliver ej!
Dig giver jeg et flygtigt Kys —
gaar saa i Leding ud.
Og fører hjem til Gyldenslot
en fager Fyrstebrud.”
— „Gud signe dig, du Kongesøn
og al din Ledingsfærd!
Men vil det Gud, jeg bliver dog
en Gang din Hjærtenskær!”
Og Aase Gaasepige sad
paa Gærdet ung og varm.
Der kom et Brudetog forbi
med gylden Hængekarm.
Der sad en fager Herre-Brud
i Fyrste-Kaabe blaa.
„Du liden Pige barefod,
hvem venter du vel paa?”
— „Paa Kongens Søn af Engelland;
jeg blive skal hans Brud.
Det blev mig sagt i Hjærtets Dyb —
jeg ved, det kom fra Gud.”
Da lo Fyrstinden højt i Karm:
„Den Herres Brud er jeg.
Til liden Mø paa Gærdets Sten
gaar aldrig Kongevej!
Du sover under natlig Sky
ved Stenens haarde Barm —
jeg sover under Purpur-Ly
i Kongesønnens Arm” . . .
— „Gud signe dig, du Kongebrud —
din Herres Glæde med!
Men — vil det Gud, jeg naar en Gang
det bedste Løndoms-Sted.”
Og Aase Gaasepige sad
paa Gærdet, smal om Kind.
Henvejret var hvert Blomsterblad
med Høstens vilde Vind.
Og Aase Gaasepige sad
paa Gærdet bleg og mod. —
Der kom en bøjet Vandringsmand,
hvis Kappe randt med Blod.
„Du liden Mø ved Vejens Kant,
min Fod er mat og saar.
For trætte Pande Markens Sten
som Pude falder haard.
Min Fjende tog mit Gyldenslot
og drev mig langt af Led.
Jeg er en fredløs Tigger blot,
som ingen kendes ved.
Men har du Vand af Kildespring
min mødig Fod at to?
Og har du Bolster — hvidt og blødt
at unde mig til Ro?”
— „Aa, Kongesøn af Engelland,
velkommen her til Ro!
Thi har jeg Taarers blanke Flod
din mødig Fod at to.
Aa, Kongesøn af Engelland,
en Pude har jeg vel:
mit hvide Bryst skal vugge dig
til Hvile dyb i Kvæld.
For nu — nu er jeg Konge-Brud,
tør bøde alt dit Savn.
Nu er jeg bleven dronningrig,
fik al din Sorg i Favn.
Nu sidder jeg, dit Hjærte næst,
paa Tronen, blodig rød . . .
Du gav mig Livets bedste Part,
at dele glad din Død —
at følge dig til Livets Strand
bag Dødens tavse Gru . . .
Aa, Kongesøn af Engelland —
velsignet være du!”