Der ligger en Kippe i Havnen, dens Skilt er et Anker.
På Trappen en sovende Puddel har strakt sig i Solen.
Bag Skænken står Værtshusets purunge Datter og svulmer i Kjolen.
Der ligger en Kippe i Havnen, dens Gulv er bestrøet med Sand.
Den søges af svirende Søfolk fra alle Slags Stater;
de bander og drikker og er nogle bøse Krabater.
Fra Snadden står Skyer af Røg om de strittende Skæg.
En viser en vanartet Tegning, som snor sig om Armen,
og praler af stormfulde Langfarter ude på Varmen.
Men Værtshusets rødmende Datter går sukkende rundt.
Jeg ser hendes lystige Øjne blandt Mændene vandre
og søge en Jungmand, som sidder lidt fjernt fra de andre.
Stilfærdig er Fyren — af dem, der, når Dagen er. endt,
spiller Harmonika, medens de længes mod Land,
så Læberne skælver og Øjnene sitrer af Vand.
Nu stirrer han op, og han smiler. Min Ven, du er smuk!
Dit falmede Tørklæde har mig din Fattigdom røbet,
og dog kan du vinde Prinsessen og Kippen i Købet!