Kirkens nære Klokker ringer.
Gaden hviler søndagsstille;
i de lave, triste Ruder
gyldent Solens Stråler spille.
Blid og vindfri bølger Varmen.
Gamle Hanne
vil sin Urtepotte vande,
hvor den står i Vinduskarmen.
Hendes smalle, gamle Ansigt
ler livssaligt op i Solen;
Briller skærmer hendes Øjne,
stor og poset hænger Kjolen.
Mundens milde Smil er kærligt.
Hånden ryster,
mens hun Kandehanken kryster,
og hun ånder lidt besværligt.
Tredsindstyve År er svundet,
siden hun blev bragt til Verden.
Gadens triste, gamle Huse
gemte hele hendes Færden.
Her hun handler med Aviser,
bjerger Føden,
men nu venter- hun kun Døden,
skønt det gode Liv hun priser.
Dette gamle, stille Ansigt,
Håret, som blev tyndt, og grånet,
Mundens Træthed, mange Rynker
viser, hun kun lidt er skånet.
Disse stakkels tynde Hænder,
Aldren døded,
de sank aldrig slapt i Skødet;
alt Slags Slid så godt de kender.
Sparsomt Elskovs søde Solskin
hun på sine Veje mødte,
hendes arme Ungdoms Længsler
under Døgnets Slæb forblødte.
Dog det gode Liv hun priser,
skønt hun gammel
blev et glemt og ensomt Skrammel
som blot løber med Aviser.
Hun på Klem et Vindu åbner,
og hun stirrer ned på Gaden;
alt er så forladt og øde,
søndagsstille hviler Staden.
Med sin Kno på Vindvets Rude
svagt hun banker,
og hun siger som i Tanker:
Nu er Skoven grøn derude.