Derude den lange Susen
af Løvet bag Ruden
— herinde min Tindings bange
Hamren mod Puden.
Det hvisker! det hvisker! Det kalder
i Træernes Kroner!
. . . Jeg kommer . . . jeg kommer. Jeg ved,
at mit Liv er kun svindende Toner.
Det maner i Mørket.
Det fandt mig trods flygtede Mile.
. . . Ja, jeg skal bøje mig lydig
og tåle at hvile.
Min grådfulde Sjæl!
her tør ikke tøves og sukkes.
— Du var et Skær. Du har lyst . . . skønt du tændtes
for tidligt at slukkes.
* * *
Vig da, min vinkende Verden,
du, som jeg vinde skulde
— om mig er den Svindendes
susende Mulm og Kulde.
Nu sover du, kærlige Pige,
du hviler dit varlige Sind.
Dit bløde Hår
skjuler din lune Kind.
Tænk ikke på mig,
jeg svinder — min Tid er omme.
. . . Jeg kysser den kolde Jord,
som længe har ventet mit Komme.
Jeg kysser den kolde Jord .
men du er så varm og fuld.
— Glem mig, du unge Pige!
nu er jeg Aske og Muld.
Nu er jeg grå,
mine glødende Pulse maa isne,
udstødt fra Livets Varme
jeg lærer tålmodig at visne.
Du høje Måne! Du hvide!
som vækker en Gråd i mit Hjerte,
tys disse rystende Hænder!
gør mig dog stolt i min Smerte!
Gid jeg må dø i et Smil!
Gid mine Læber modigt må lukkes!
. . . Jeg var et Skær! Jeg har lyst — skønt jeg tændtes
for tidligt at slukkes.