I
Så stille hele Byen lå,
så stille og af Sne så hvid,
det var en frostklar Aftenstund
og i den første Vintertid.
For første Gang du var min Gæst
blandt mange andre var du een,
men mine Øjne fulgte dig,
jeg syntes, du var ung og ren.
Jeg havde aldrig set dig før,
jeg vidste knap, hvorfra du kom,
du sad i Stuen tavs og smuk
og rødmede og så dig om.
Fra muntre Munde Latter lød,
vi veksled lys og venlig Spot,
du sagde intet, sad så sky,
helst skjulte du dig, så jeg godt.
Jeg så din lille, stærke Hånd
urolig skælve på mit Bord,
men dine Øjne hede blev,
hver Gang der faldt et ærligt Ord.
De andre talte mer og mer,
de kom i Strid, de skærped Skæmt,
men jeg blev stille, så kun dig
og havde alle andre glemt.
Jeg havde aldrig set dig før,
jeg vidste neppe nok dit Navn,
men da vi skiltes ved din Dør,
det var som om jeg følte Savn.
II
Vi mødtes atter, vi talte siden,
dit Venskab gav du mig med Tiden.
Alt hvad du tænkte, alt hvad du vilde,
du bar det til mig, jeg tog det stille.
Alt, hvad dig mødte og var dig hændt,
du skjulte intet, var alt bekendt.
Du var så skælvende skær og kærlig,
og jeg blev varsom og stolt og ærlig.
Min Alders Dårskab jeg holdt i Lænke,
jeg kunde såre, jeg kunde krænke.
Og Ro jeg gav dig, var selv urolig,
fordi jeg kun var dig en Fortrolig.
Og ofte stak det som skjulte Sår:
du bliver fattig, den Dag hun går!
Så brast det frem — og du lytted til
og sagde bævende: ja, jeg vil . . . .
III
Jeg ved, du er tabt, og alting er tabt,
den Dag jeg din Tro gør til skamme;
skal stadig du være den samme som før,
må jeg også være den samme.
Dit Blik kan blive så blankt og hårdt,
så isnende koldt som en Klinge,
hver Gang du synes, jeg svigter mig selv
og bare er svag og ringe.
Men ingen Lykke lyser som din
og ingen er mig så kær,
og for at se dit funklende Smil
biir ingen Byrde for svær.
Skal stadig du være den samme som før,
må jeg også være den samme,
du drager mit Blod, du driver min Sjæl
og fylder min Dag med din Flamme.