Træt i Søvnens Arm jeg laae;
Ude rased’ Regn og Vinde:
Hør! da banked’ Nogen paa:
Heida! hei! luk op derinde!
Op jeg springer vred i Hu —
Regnen styrter ned i Strømme —
Og jeg raaber: Hvem er du,
Som forstyrrer mine Drømme?
Ak! en lille Dreng som døer!
Kjære Mand! luk op! Herude
Vælder Regnen ned og hør,
Hvor de vilde Storme tude!
Rørt jeg lod ham ind og saa,
Ved min Lampes svage Lue,
Amor selv med Vinger paa,
Og med Kogger, Piil og Bue.
Rystende han for mig staaer;
Ild jeg i Kaminen tænder,
Trykker Vandet af hans Haar,
Puster i de kolde Hænder.
Snart er Knøsen varm igjen,
Og han raaber: Gamle Herre!
See min stakkels Bue, den
Er nok reent spoleert, desværre!
Vil dog prøve den; maaskee
End den bruges kan. Han spændte
Buen, sigted’, skjød og, see!
Pilen i mit Hjerte brændte.
Og han loe med listigt Smiil:
Glæd dig, thi min Bue sender.
Dog endnu den sikkre Piil!
Gamle Svend, dit Hjerte brænder!